Oplev Kalkbrænderihavnen: En hemmelig oase blandt høje kontorbygninger

Hvis du trænger til et pusterum fra det københavnske storbyræs, så tag et smut forbi Kalkbrænderihavnen. TV 2 Lorry giver dig her en række anbefalinger til, hvad du kan opleve ved den spændende havn.

Gemt bag høje kontorbygninger finder du Kalkbrænderihavnen – en lille oase, der blot ligger 150 meter fra metrostationen Orientkaj.

Nationalmuseets historiske sejlskib, Bonavista, er nu kommet til København og har lagt til kaj i Kalkbrænderihavnen. Her følger en rækker anbefalinger til, hvad du kan opleve ved havnen.

Historier fra de syv have

”Vi ligger i en abegrotte.”

Sådan beskriver Sten Engelstoft lidt kækt placeringen af Kalkbrænderihavnen. Havnen er nemlig omgivet af adskillige kontorbygninger, som ifølge Sten Engelstoft kan beskue ”aberne” i de mange både, der ligger i havnen – lidt ligesom det var en zoologisk have.

TV 2 Lorrys sommertogt med Bonavista

Nationalmuseet og TV 2 Lorry vil i løbet af sommeren tage dig med rundt til 18 af Lorrylands havne og ankerpladser med det gamle fragtskib, Bonavista.

 

Bonavista er en prægtig tomastet skonnert, der blev bygget tilbage i 1914 til fragtsejllads. Oprindeligt blev det knap 40 meter lange skib brugt til at transportere klipfisk over Atlanterhavet.

Det gamle fragtskib har også været charter- og oplevelsesskib i mange år, men i de seneste 20 år har det ligget i Marstal, hvor det er blevet renoveret fra ende til anden.

Udover de mange kontorbygninger er Kalkbrænderihavnen også hjem for Danmarks største murstensbyggeri, Svanemølleværket, hvis enorme skorstene rager 101 meter op over havnekajen.

På havnen finder du også en grillplads, som du er mere end velkommen til at benytte. Her kan du være heldig at støde på en af langturssejlerne, som altid er garant for at fortælle en god historie fra de syv have.

Utraditionel hoteloplevelse

Det er nok de færreste, der forbinder en kulkran i en gammel industrihavn med et unikt, eksklusivt og luksuriøst hotelophold. Ikke desto mindre er det netop det, en tidligere kulkran i området ved Kalkbrænderihavnen er blevet lavet om til – et hotelophold udover det sædvanlige.

Det unikke overnatningssted hedder 'The Krane', og har du pengepungen i orden, kan en panoramaudsigt til hav, himmel, havn og by blive din for en nat eller tre.

Under opholdet vil en concierge opvarte dig og din ledsager i det tidligere maskinrum i toppen af kranen.

En nat på det meget utraditionelle og luksuriøse ét-værelseshotel koster i omegnen af 15.000 kroner. Hvis du vælger et trenætters ophold skal du af med godt 22.000 kroner.