Nu blomstrer den stinkende penisblomst igen

Den sjældne og enorme Amorphophallus titanum er langsomt ved at folde sig ud i Botanisk Have i København.

Den falloslignende blomst med det lidet mundrette latinske navn Amorphophallus titanum har flere gange skabt kø uden for Botanisk Have i København.

Og nu viser den botaniske superstjerne sig igen.

Fredag eftermiddag er den såkaldte penisblomst nemlig begyndt at folde sig ud, oplyser Botanisk Have til TV 2 Lorry.

- Den er ved at åbne sig nu, og så i aften begynder den at åbne sig helt og lugte af ådsel, siger Alex Arvad Pedersen, der er gartner i Botanisk Have.

Det er fjerde gang inden for otte år, at den blomstrer.

Hvis man vil nå at se den falloslignende blomst i fuld flor, gælder det om at være hurtig. For på trods af at det tager lang tid for blomsten at begynde at blomstre, så blomstrer den kun i én til to dage.

Allerede i løbet af i morgen formiddag vil blomsten begynde at falde sammen.

- Men det går langsomt. Det er ikke noget, der sker i løbet af dagen. Man sagtens nå at se den søndag, siger Alex Arvad Pedersen.

Her ses et billede af penisblomsten, som Botanisk Have har delt fredag. Blomsten er endnu ikke helt sprunget ud.
Her ses et billede af penisblomsten, som Botanisk Have har delt fredag. Blomsten er endnu ikke helt sprunget ud.
Foto: Botanisk Have

Lidt mindre end andre år

På grund af Ådsel-lugten går blomsten også under navnet ligblomst, og der kan faktisk gå op til 15 år mellem blomstringerne. Derfor er det er lidt exceptionelt, at der sker så ofte i Botanisk Have.

- Vi har så vidt muligt prøvet at tilpasse vores væksthus Sumatra-klimaet, hvor den kommer fra, og så virkelig optimere det, siger Alex Arvad Pedersen.

Det betyder, at man bruger biologisk bekæmpelse mod for eksempel  kakerlakker eller andre skadedyr, som vil spise den. Samtidig bruger man gødning og kunstlys for at give optimale forhold.

Blomsten blomstrer oftest i slutningen af juni. Der er dog en lille forskel fra 2018-udgaven af blomsten:

- Blomsterstanden er en del mindre. Det er ret naturligt, at den variere i størrelsen - både blomsterstanden og knolden nede i jorden. Det afhænger af hvor meget næring, den har optaget i vækstsæsonen siger Alex Arvad Pedersen.

Lokke insekter til

Amorphophallus titanum vokser normalt i regnskovene på Sumatra i Indonesien. Den blev opdaget i 1878 af den italienske botaniker og opdagelsesrejsende Dr. Odoardo Beccari.

Planten er mest kendt for sin kolossale blomsterstand og ikke mindst sin kraftige ådsellugt. Stanken har ført til, at planten i udlandet også omtales som 'corpse flower' (ligblomst), fordi den angiveligt lugter af råddent kød.

Den kraftige lugt skal lokke bestøvende insekter til, og hvis bestøvningen lykkes, bliver blomsterstanden besat med kirsebærstore, orangerøde bær.