Lars Weiss bliver ny overborgmester i København

Ingen stillede op mod den nye mand, der afløser Frank Jensen som overborgmester frem mod kommunalvalget i 2021.

Socialdemokratiet i København udpeger Lars Weiss til ny overborgmester i København, efter at Frank Jensen mandag valgte at træde tilbage fra posten oven på flere dage med anklager om krænkelser af kvinder

Udpegelsen sker fredag, efter at fristen for stille op til posten som overborgmester er udløbet.

Lars Weiss bliver udpeget uden modkandidater, skriver Socialdemokratiet i København i pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at Lars har sagt ja til at påtage sig den store opgave, det er at være overborgmester for vores by. Lars er en holdspiller, han er kendt og vellidt for at lytte og inddrage både politiske medspillere og modstandere og for at kunne få enderne til at mødes. Det er det, der skal til for at kunne indgå gode, holdbare aftaler for vores by. Samtidig brænder Lars’ hjerte for København. Så det er præcis den mand, vi har brug for spidsen, siger formand for S i København, Jan Salling.

Partiets kandidatudvalg havde fredag klokken 12 frist for indlevering af kandidater til posten som overborgmester. Der var ingen modkandidater til Lars Weiss og det planlagte delegeretmøde næste tirsdag er derfor aflyst.

Vil kæmpe for en lige by

49-årige Lars Weiss har hidtil været gruppeformand for Socialdemokraterne på Københavns rådhus, og han har, siden Frank Jensen trak sig mandag, været fungerende overborgmester.

- København er en fantastisk by. En by, jeg elsker og er frygtelig stolt af. Mit parti har i mere end 100 år drevet udviklingen i København, og den opgave tager jeg på mig frem mod næste kommunalvalg, Lars Weiss i pressemeddelelsen.

For den nye overborgmester er der ét mål, som overskygger alle andre. 

- At kæmpe for, at byen ikke knækker over – at København bliver ved med at være en rummelig by, som giver muligheder til alle og hvor der er plads til alle, uanset indkomst og social status. Det er først og fremmest det, jeg vil stå for i den periode, jeg er overborgmester, siger Lars Weiss.

Ikke spidskandidat

Frank Jensen (S) trådte mandag tilbage som overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet, efter at der i dagene op til blev oprullet anklager om krænkelser af kvinder i medierne.

Han havde været overborgmester i København i 11 år, og Lars Weiss blev efterfølgende udpeget som fungerende overborgmester. Den post er altså nu blevet permanent frem mod næste kommunalvalg om godt et år.

- Jeg er enormt glad og stolt over den tillid partiet har vist mig. Når folk har ringet til mig i løbet af ugen, har der været bred opbakning, og det er jeg glad for, siger Lars Wiess til TV 2 Lorry.

Skal du være spidskandidat for Socialdemokratiet i København til næste kommunalvalg?

- Det er slet ikke noget, jeg tænker på. Nu er det en helt andet proces, der skal køre i partiet. Nu er vi nået til den her fredag, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, siger den nye overborgmester i København.

Ny rolle vil kræve tilvending

Selvom han er glad og stolt over tilliden fra partiet, er det også med en god portion ærefrygt, han overtager posten.

-  Det er en stor opgave, der ligger foran og et stort ansvar. Men en opgave jeg tror på, at jeg kan løfte, ellers så sad jeg her ikke, siger Lars Weiss til TV 2 Lorry.

Han erkender også, at hans rolle på rådhuset bliver anderledes end hans hidtige som 1. næstformand for Københavns Borgerrepræsentation.

- Det bliver lidt mindre maskinrum, som er det, jeg har beskæftiget mig med i mange år og lidt mere de store linjer og mere et ansigt udadtil. Det kommer til at kræve tilvænning, siger Lars Weiss.