Københavns nye overborgmester er i chok: Vidste ikke Frank Jensen ville trække sig

Kommunal gruppeformand i Socialdemokratiet bliver fungerende overborgmester, efter Frank Jensen er trådt af.

Lars Weiss (S) fra Borgerrepræsentationen i København bliver fungerende overborgmester, efter Frank Jensen er trådt tilbage.

Det meddelte Frank Jensen på et pressemøde mandag kort efter, at han selv havde annonceret sin afgang som overborgmester i Københavns Kommune og som næstformand i Socialdemokratiet.

Umiddelbart efter pressemødet fangede TV 2 Lorry Lars Weiss over telefonen. Og det var en gruppeformand for Socialdemokratiet i København, som ikke havde andre kommentarer end, at han var chokeret og ikke vidste noget om Frank Jensens afgang.

49-årige Lars Weiss var, da TV 2 Lorry talte med ham, på vej hen for at mødes med sit parti.

Lars Weiss er 1. næstformand i Borgerrepræsentationen. Han er desuden medlem af Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.

Nu kan han altså også skrive fungerende overborgmester på cv'et, indtil der er taget en beslutning om en permanent løsning.

Lars Weiss fik 1204 personlige stemmer i 2017. Til sammenligning fik Frank Jensen 30.637 stemmer.

Hvem er Lars Weiss?

Lars Weiss er 49 år gammel og er født på Frederiksberg.

 

Han er gift.

 

Hans mærkesager er skole og dagtilbud for børn samt ældre. Blandt andet kæmper han for, at ressourcerne i Københavns Kommune bør fordeles således, at en større andel går til socialt udsatte gruppe, end tilfældet er i dag.

 

Lars Weiss er uddannet økonom fra Københavns Universitet. 

 

Han er søn af tidligere minister Birte Weiss.