Hofor efter afsløring: "Vi har et af Europas bedste spildevandssystemer"

95 procent af Hofors spilde- og regnvand sendes i dag til rensningsanlæg, og tallet bliver højere fremover, siger forsyningsselskabet.

- Vi har et af Europas bedste regn- og spildevandssystemer, som blandt andet gør det muligt at bade direkte i havnen og spise de fisk, man fanger, ligesom vi har sikret blå flag på badestrandene. Det er unikt for en storby, og det er vi stolte af, siger administrerende direktør i HOFOR, Lars Therkildsen i en pressemeddelelse, man blandt andet har sendt til TV 2 Lorry. 

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, mener, at der er en række facts, der ikke har været synlige i offentligheden i sagen om en midlertidig udledning af 290.000 kubikmeter urenset spildevand i Øresund. En udledning som HOFOR var blevet bedt om at håndtere.

Han oplyser samtidig, at 95 procent af regn- og spildevandet fra HOFOR i dag sendes til rensningsanlæg. De resterende fem procent udledes til blandt andet havnen i forbindelse med skybrud, hvor kloakkerne ikke kan rumme vandet. Tilladelsen til disse overløb fremgår af den politisk godkendte kommunale spildevandsplan.

- Vi vil gerne nedbringe udledningen endnu mere og investerer over de kommende år godt 20 milliarder kroner i blandt andet i skybrudssikring, der vil reducere overløb til havnen. Skal vi nærme os en udledning på nul i København, vil det kræve, at vi lægger et nyt separeret kloaksystem i hele byen, hvor spildevand og regnvand adskilles.

- Det er en enorm opgave, som vil strække sig over mange år og koste forbrugerne mange penge. Det vil desuden få negativ betydning for fremkommeligheden i byen, fordi vi skal grave op og lægge nye rør overalt. Men er der et politisk ønske om det og en accept af de økonomiske konsekvenser, tager vi opgaven på os, siger Lars Therkildsen.

Udledning udskudt til efteråret

Sagen om spildevand i Øresund begyndte at tage fart, da TV 2 Lorry i sidste uge kunne fortælle, at Københavns Kommune og Gentofte Kommune havde givet grønt lys til, at spildevandsselskaberne HOFOR og Novafoss måtte udlede 290 millioner liter urenset spildevand direkte ud i Øresund som led i forarbejdet til en udbygning af Svanemølleholmen i Nordhavn.

Men under jorden på den nuværende industrigrund, hvor boliger i Svanemølleholmen på sigt skal skyde op, ligger en vital hovedspildevandsledning kaldet ”Lynetteledningen”, som forbinder Strandvængets Pumpestation på Østerbro med Lynetten Rensningsanlæg på Refshaleøen og håndterer 2.500 kubikmeter spildevand pr. time fra både Frederiksberg, Gentofte og København.

Før byggeriet kan blive til virkelighed, skal Lynetteledningen fastgøres, ligesom det skal undersøges, om spildevandsledningen fra 1978 kan klare, at der skal bygges ovenpå den – og mens det sker, kan den ikke bruges.

Og derfor skulle de store mængder spildevand, der kun har været igennem et filet for at undgå større genstande som toiletpapir og lignende, en såkaldt mekanisk rensning, i stedet udledes direkte i Øresund fire kilometer fra kysten ved Skovshoved.

Det fik flere politikere til at skride ind og fordømme udledningen, der nu er stoppet for en stund og udskudt indtil oktober.

I mellemtiden skal det undesøges om der er alternativer til udledning af spildevand til Øresund, mens arbejdet med Lynetteledningen står på.