Frank Jensen mister formandspost i Tour-selskab

Selskabet bag Tour de France-starten i Danmark skal have ny formand efter Frank Jensens afsked.

Ved at trække sig som overborgmester i København mister Frank Jensen også formandsposten i selskabet bag den danske Tour de France-start i 2022.

Det oplyser Claus Schøsler, der er sekretariatschef i Grand Depart Copenhagen Denmark, til DR Sporten.

- Han kan ikke fortsætte som formand. Ifølge vores vedtægter er det Københavns overborgmester, der er formand for bestyrelsen. Så når der bliver udpeget en ny overborgmester, er det ham eller hende, som bliver formand for interessentselskabet, siger han.

Central figur i forhandlingerne om Tour de France

Frank Jensen meldte mandag sin afgang som overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet efter en række anklager om krænkelser begået af ham.

Socialdemokraten har været en af frontfigurerne i den danske mission om at få Tour-starten til Danmark.

Han var også central i forhandlingerne i sommer om at rykke den danske Tour-start fra 2021 til 2022.

- Vi har ingen kommentarer til baggrunden for, at han stopper. Men for os er det objektivt set ærgerligt, for han har været en gennemgående figur helt tilbage til budprocessen og leveret et stort arbejde.

- Han har et stort netværk og en personlig relation til Prudhomme (Tour de France-løbsdirektør Christian Prudhomme, red.), siger Claus Schøsler.

De første tre etaper af Tour de France skal efter planen køres i Danmark fra 1. til 3. juli 2022.

/ritzau/