Cityringen lukkes helt på grund af testkørsel - og der er flere forstyrrelser på vej

Fra lørdag til søndag lukkes Cityringen helt ned, mens den kommende metrolinje M4 bliver testkørt.

Åbningen af den kommende metrolinje M4 Nordhavn kommer i de næste uger til at sætte præg på Ciryringen, som den på adskillige stationer deler spor med.

Og i den førstkommende weekend lukkes Cityringen helt i tidsrummet fra klokken 23.00 lørdag aften til søndag formiddag klokken 10. I stedet indsættes metrobusser.

Metroselskabet oplyser til TV 2 Lorry, at der nu skal gennemføres såkaldte trial runs med den kommende metrolinje, og det er det, der skal gøres klar til i weekenden. Herefter vil Nordhavnslinjen begynde at køre regelmæssigt, som om den var åbnet - men uden passagerer.

- For at prøvedriften kan sættes i gang, er det nødvendigt at lukke M3 Cityringen igen, så systemet kan genindstilles til, at M4 Nordhavn kan køre, oplyser DOT (Din Offentlige Transport, red.) på deres hjemmeside.

Tør ikke afvise forstyrrelser

M4 Nordhavn åbner den 28. marts. Og Metroselskabet tør ikke afvise, at der i perioden frem til åbningen kan komme forstyrrelser på Cityringen.

De to linjer deler stationerne Københavns Hovedbanegård, Rådhuspladsen, Gammel Strand, Kongens Nytorv, Marmorkirken og Østerport, hvorefter M4 kører ud mod de sidste to stationer, Nordhavn og Orientkaj.

Når passagererne står og venter på Cityringen, vil de på afgangstavlen kunne se, at der kommer tog til eller fra Nordhavn, ligesom det også bliver annonceret i højttalerne.

Men det er først fra 28. marts, dørene går op, og de kan stige ombord.

Første del af M4 - fra Hovedbanegården til Orientkaj - åbner 28. marts, og nu går testkørslen for alvor i gang. 
Første del af M4 - fra Hovedbanegården til Orientkaj - åbner 28. marts, og nu går testkørslen for alvor i gang. 
Foto: Mia Cassens/TV 2 Lorry