Bliv hjemme og kør med her: Se den nye metrolinje i København

Hovedstaden har fået en ny metrolinje og to nye metrostationer. Her kan du køre en virtuel tur med M4.

Bliv hjemme - og lad være med at tage på udflugt til Københavns nye metrolinje.

Sådan lyder budskabet fra Metroselskabet, der i skyggen af coronavirus åbnede M4 Nordhavn lørdag.

Det skete i stilhed for at undgå risiko for smittespredning. 

Nysgerrige kan i stedet tage en virtuel tur med den nye metrolinje i videoen herover.

Her kan du læse, hvorfor der kom metro til Nordhavn - og hvor der kan komme mere metro i hovedstaden. Og her er alt, du skal vide om den nye metro

Du kan også gå på opdagelse i luftfotos af byggeriet af de nye metrostationer.  

 

De nye stationer 

Nordhavn:

  • Nordhavn station er placeret på den kommende Nordhavns Plads i det nye Århusgadekvarter. Stationen ligger ud mod Århusgade ved Kalkbrænderihavnsgade.
  • Metrostationen Nordhavn får en dyb rød farve, der går igen på de metrostationer, hvor der er mulighed for at skifte til S-tog. Det gælder Nordhavn, Østerport, Nørrebro og København H. Den røde farve er derfor en hilsen til S-togene og DSB.
  • En gangtunnel under Kalkbrænderihavnsgade gør det muligt at skifte mellem metro og S-tog. S-togsperronen skal på et tidspunkt rykkes lidt længere mod nord for at gøre gåafstanden mellem S-tog og metro kortere.

 

​​​Orientkaj:

  • M4-metrotog på i nordgående retning bryder jordens overflade på vej mod Orientkaj, som er en ny type højbanestation. Stationen får ligesom mange af Cityringens stationer et lokalt arkitektonisk præg.
  • Bydelen og bygningerne ved stationen kaldes Den Hvide By, og derfor er stationen udført med hvide mosaikker på trapper og elevator. Stationen er hvid indvendig, og udvendig er stationen beklædt med lys aluminium. 
  • Der bliver længere mellem søjlerne, end det er tilfældet på andre københavnske metro-strækninger med højbane (store dele af M1 og M2 på Amager og mellem de tre vestligste stationer på M1 og M2). Det er meningen, at det skal give plads til cykelstier og afslapning og aktivitet på grønne områder under højbanen.
  • Orientkaj Station er bygget således, at metrolinjen kan bygges videre ud på Nordhavn. Det kan du læse mere om her. 

 

Kilde: Metroselskabet og TV 2 Lorry