Pigen der blev bange

- Angsten kunne bare komme – helt uden at der var sket noget.

Ordene kommer fra Ella Svane Gammelgaard - en glad pige på ni år, der ved første øjekast er som alle jævnaldrende; sprængfyldt af energi, glad for at lege og uden bekymringer i eller om livet.

Men hendes første år i skolen var langtfra fyldt med glæde eller uden bekymringer.

Tværtimod.

Ella blev bange – meget bange. Bange for at sove, for at hun skulle dø og for at hendes forældre skulle dø. Frygten kom næsten altid, når hun skulle i seng.

Oveni tankemylderet fik hun ondt i hovedet, ondt i maven og svedeture.

I dag ved Ella ikke, hvorfor følelserne og de grimme tanker opstod. Men hun ved, hvornår de opstod.

Hun var dårligt startet i børnehaveklassen på Guldberg Skole i København, før hun for første gang oplevede det, som forældrene først langt senere fandt ud af var et angstanfald.

Måske var det fordi, alting var nyt – måske fordi at skolestart er en stor ting for en lille pige. Ingen ved det.

Men ifølge hendes forældre var Ella allerede i børnehaven et barn, der tog mange indtryk ind. Sanserne arbejdede ofte på højtryk, og hun var det, hendes mor kalder ”lidt ekstra følsom”.

I skoletiden blev det værre end tidligere.

- Det var svært om morgenen, før jeg skulle i skole. Når jeg skulle falde i søvn om aftenen, lå jeg og tænkte alle mulige tanker. Så kunne jeg ikke falde i søvn og blev helt urolig. Jeg blev bange, og så begyndte jeg at ryste og svede, fortæller Ella.

Derfor blev det hverdag, at det var en kamp at få Ella i skole.

Nogle dage blev hun nødt til at møde sin klasse senere, fordi hun havde sovet dårligt og var faldet sent i søvn. Og hvis hun ikke fik nok søvn, blev angsten bare værre.

- Jeg har prøvet, at jeg var meget bekymret for at komme i skole – hvor jeg havde sagt, at jeg ikke ville i skole.

- Jeg ville ikke ud af huset. Når elevatoren var ved at lukke, løb jeg hen til min mor igen, og sådan kunne det bare blive ved, siger Ella.

Når hun endelig kom i skole, blev det hurtigt for meget for hende. Følelserne og tankerne kom ofte i frikvartererne, hvor Ellas mistrivsel og angst fyldte mere og mere.

I skolegården frygtede hun, at der ikke var nogen, som ville lege med hende. Det høje støjniveau og de mange indtryk satte også sine spor i den lille pige.

- Det var larmen, det var klokken, der slog, når man skulle op i klassen. Det var, når alle løb rundt, og man kunne falde, forklarer hun.

Særligt én episode har brændt sig fast hos Ella.

En episode, som skærpede hendes sanser, og som hun ikke kunne slippe efterfølgende.

Allerede før episoden var Ellas krop og sind i alarmberedskab – angsten kom snigende, men den havde aldrig ramt hende med en sådan kraft, hun nu oplevede.

Brandalarmen gik på skolen. Den enerverende skoleklokke, der blev ved med at ringe og signalerede til eleverne, at der er fare på færde.

Der var fare på færde, og skolelærerne samlede de mange klassetrin på en nærtliggende fodboldbane. Her sagde skolelederen ordene, som siden prentede sig ind hos Ella: ”Dette er ikke en øvelse.”

- Der blev jeg rigtig bange og begyndte at græde, siger Ella.

Da brandvæsenet kom, fandt de ud af, at røgalarmerne i skolens hjemmekundskabslokale var blevet aktiveret efter en stor omgang risengrød var brændt alvorligt på.

Og stanken af den brændte grød hang i skolegangene flere dage efter.

Lugten gjorde Ella bange – og det gjorde klokken også. Det var, som om oplevelsen havde fået Ellas krop til at reagere, og efter få dage blev det til stærke reaktioner på alle høje lyde og lugte.

- Der skete det, at hun efterfølgende blev bange for alle lugte. For lugten fra røgen i køkkenet og alarmen gjorde, at angsten ikke forsvandt. Det triggede det ligesom, forklarer Ellas mor Henriette Svane Gammelgaard.

Mor Henriette havde i længere tid været i kontakt med en veninde, der arbejder med børn. Hun anbefalede et forløb hos Cool Kids – et forløb for børn med angst og pårørende, der skulle give konkrete redskaber til håndteringen af angst.

Dagen efter blev Ella tilmeldt gennem skolen, og på den måde fik hun den hjælp – også i skoleregi – som hun havde brug for.

Efter en samtale med en skolepsykolog blev forældrene klar over, hvor alvorlig Ellas angst var.

 - Når det forhindrede Ella i at udvikle sig, og hun ikke kunne følge med i skolen længere, blev vi nødt til at reagere, fortæller hendes mor.

Derfor fik Ella blandt andet mulighed for at komme i Pusterummet – et lokale på skolen, som er indrettet til børn, der har brug for ro, når der er frikvarter.

Rummet hjalp hende til at, ja, puste ud, når tingene blev for meget i skolegården.

- Der var meget larm i skolegården, hvor alle legede og spillede fodbold. Jeg følte, det (Pusterummet, red.) var et sted, hvor jeg kunne gå hen for at føle mig tryg.

- Der var nogle voksne, og man kunne få lov til at tage en ven med derned og lege eller spille skak. Man havde et sted at være, hvis man ikke kunne lide at være udenfor, siger Ella.

I Cool Kids-forløbet oplevede Ella, at hun ikke var alene med sin angst. Her mødte hun andre børn, som havde samme følelser og både hun og hendes forældre lærte, hvordan angsten skulle tackles i det daglige.

Ella synes, det har hjulpet. Rigtig meget endda.

Men det har også taget tid – lang tid.

I dag, omkring fire år senere, fortæller Ella om ”dengang hun havde angst”. Og det er en ny vending, forklarer hendes mor.

Hun er glad, følger med i skolen og leger også med klassekammeraterne i skolegården, når de har frikvarter.

De høje lyde, lugtene og dårlige tanker kan fortsat få hende ud af fatning engang imellem.

Med andre ord ulmer angsten stadigvæk i Ella fra tid til anden.

Men det er okay. For nu ved hun, hvordan den skal håndteres, så de væmmelige følelser igen forsvinder.

- I dag har jeg det meget godt, og jeg er blevet god til at håndtere angsten. Og jeg sørger for, at hvis den kommer, går den hurtigt væk igen.

Hvad tænker du om angst i dag?

- Man skal have det, for hvis der kommer en løve efter en, skal man også blive bange og løbe væk. Det er en helt normal følelse. Det er en helt normal følelse at have angst. Nu kan jeg bare håndtere det.