Kritik af borgmesterbil: Frank Jensen beder om undersøgelse

FOA opfordrer overborgmester Frank Jensen til at skille sig af med sin borgmesterbil, efter det er kommet frem, at underbetale arbejdere står bag den. Frank Jensen afviser, at miljøhensyn har vægtet tungere end forhold for de ansatte på bilfabrikken.

Københavns overborgmester Frank Jensen Soc. Dem. beder nu sine embedsfolk om en undersøgelse, efter han er blevet mødt af kritik for at bruge elbilen Tesla som borgmesterbil. Det skriver Avisen.dk.

Den amerikanske bilfabrik er under massiv kritik for at underbetale sine ansatte og nægte dem at lade sig organisere i fagforeninger. Ifølge amerikanske medier har der også været en række tilfælde af farligt arbejdsmiljø på Fremont-fabrikken i Californien i USA. 

Forholdene på Tesla-fabrikken har fået det danske pensionsselskab PenSam til at sælge sine aktier i den ellers så populære og miljørigtige luksusbil. PenSam er pensionskasse for FOA's medlemmer og FOA-formand Dennis Kristensen er også formand for PenSam. Dennis Kristensen opfordrer Frank Jensen til at handle.

- Det ville være meget rosværdigt af overborgmesteren, hvis han får skiftet borgmesterbilen ud, når den har udtjent sin tid. Jeg ville helt klar selv have skilt mig af med den, siger Dennis Kristensen til Avisen.dk.

Han mener, at Socialdemokraterne som arbejderparti sender et dårligt signal til borgerne, når overborgmesteren kører rundt i en bil fra et firma, der er blevet black-listet af fagbevægelsen. 

- Der er kommet rigtigt meget frem om Tesla og dårlige arbejdsvilkår, og derfor tænker jeg, at Frank Jensens sympatiske signal om miljø og klima bliver overskygget af et skidt signal om dårlige arbejdsforhold og lønmodtagerrettigheder, siger Dennis Kristensen.

Frank Jensen afviser at have kendt til de dårlige arbejdsforhold hos Tesla.

- Jeg har ikke før hørt om problemerne hos Tesla, og de kommer bag på mig. Så jeg vil bede min forvaltning undersøge, hvad der er op og ned i sagen. Når jeg har fået en orientering, vil jeg tage stilling til, hvad der skal ske, skriver han i en mail til Avisen.dk. 

I Københavns Kommunes indkøbspolitik er det også nedskrevet, at borgere og kommunalt ansatte skal have sikkerhed for, at kommunen stiller høje krav til eksempelvis miljø og arbejdsmiljø. De såkaldte sociale klausuler.

Når Teslaen alligevel er sluppet igennem indkøbspolitikken, kan det skyldes, at fokusset på miljø har vejet tungere end fokus på lønmodtagerrettigheder, bemærker Dennis Kristensen.

- Teslaen er nok sluppet igennem politikken, fordi det er en enkelt anskaffelse. Jeg har ikke hørt om nogen sosu-assistenter, der har kørt rundt i Tesla, så kommunen har næppe kunnet forestille sig at tænke i bil-indkøb. Og så har miljøhensyn nok bare vejet tungere, siger han. 

Frank Jensen afviser, at miljøhensyn har vægtet tungere end forhold for de ansatte på bilfabrikken.

- Det er klart, at kommunens borgmesterbiler kører på el og brint, fordi det hverken sviner eller larmer og er godt for byens luft og CO2-regnskab. Men der er ikke tale om en afvejning mellem miljøet og arbejdsforhold, skrive han.