Nedsat hastighedsgrænse skal reducere støj ved plaget motorvej

Et nyt pilotprojekt skal sænke støjen omkring Holbækmotorvejen. Godt, mener Hvidovres borgmester, Helle Adelborg. Men der skal mere til.

Når trafikanterne mandag morgen kører på den inderste del af Holbækmotorvejen, kommer det til at gå lidt langsommere end normalt. 

Hastighedsgrænsen bliver nemlig nedsat i aften, og det er der en særlig grund til.

- Vi igangsætter et forsøg, hvor vi nedsætter fartgrænsen for at se, hvilken effekt det har på støjniveauet, siger Maria Meiner, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Helt konkret betyder det, at hastigheden nedsættes i vestgående retning på en rute på cirka tre kilometer fra motorvejens start ved Folehaven og ud til Motorring 3.

I dag må man køre 110 km/t på strækningen, men hastigheden nedsættes således, at den ensartes med hastighedsbegrænsningen i østlig retning, der er 60, 70 og 90 km/t på dele af strækningen.  

Og det skaber begejstring hos borgmester i Hvidovre Kommune, Helle Adelborg (S). 

quote Jeg håber, der kommer gode resutater ud af forsøget, men jeg tror ikke, at lavere fartgrænser kan løse problemet alene.

Helle Adelborg, Borgmester, Hvidovre Kommune

Lang kamp 

Forsøget kommer nemlig efter en lang og sej kamp, hvor politikere og borgere i flere Vestegnskommuner har stået sammen om at få reduceret støjen fra motorvejen. 

Helle Adelborg er en af de mange, der kæmper for at reducere motorvejsstøjen. 
Helle Adelborg er en af de mange, der kæmper for at reducere motorvejsstøjen. 
Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

Det glæder mig overordentligt meget. Jeg tror bare ikke, det er nok, siger Helle Adelborg til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Jeg håber, der kommer gode resultater ud af forsøget, men jeg tror ikke, at lavere fartgrænser kan løse problemet alene, siger hun og foreslår, at der bør sættes støjskærme op.

quote Jeg synes, vi skal prøve alle virkemidler, der måtte virke mod støjgernerne.

Benny Engelbrecht, Transportminister

Transportminister vil prøve alle virkemidler

Det er transportminister Benny Engelbrecht (S), der har bestilt forsøget hos Vejdirektoratet. Og han forstår godt borgmesteren og de mange borgeres utilfredshed med støjen fra motorvejen.

Derfor vil han også gå langt for at komme støjen til livs.

Transportminister Benny Engelbrecht.
Transportminister Benny Engelbrecht.
Foto: TV 2 Lorry

- Jeg synes, vi skal prøve alle virkemidler, der måtte virke mod støjgernerne, siger han og fortsætter: 

- Vi ved en masse om, hvordan støjskærme virker. Derfor er jeg heller ikke afvisende over for, om det er noget, vi skal kigge nærmere på i fremtiden. Men lige nu vil jeg først se resultaterne af det her forsøg, siger Benny Engelbrecht til TV 2 Lorry. 

Ingen garanti 

Mens Vejdirektoratet vil måle hastigheder og støj i perioden frem til og med uge 46, vil de nye hastighedsgrænser indtil videre gælde frem til foråret. 

Til trods for det, er der ingen garanti for, at de lavere fartgrænser på dele af motorvejsstrækningen vil have en mærkbar effekt på støjniveauet.

Maria Meiner, afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Maria Meiner, afdelingsleder i Vejdirektoratet.
Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

- Det er rigtig svært at sige, hvilken effekt det her har. Det er jo første gang vi prøver sådan et forsøg, og det afhænger meget af, hvordan bilisterne tager imod det, siger Maria Meiner fra Vejdirektoratet.

På baggrund af forsøgets resultater skal der tages stilling til, om de skal fortsætte, eller om hastigheden igen skal sættes op til 110 km/t på strækningen.