Kloakvand væltede kummefryser: "Det er anden gang på to måneder"

To gange inden for de sidste to måneder, er kloakvand væltet op og ud i Martin Elvar Jensens hus i Hørsholm. Han mener, at kommunens kloaksystem er forældet.

I tre måneder har Martin Elvar Jensen været husejer. Men allerede nu er han, med egne ord, en knækket mand. 

For ikke én, men hele to gange på den korte tid, har hans kælder været oversvømmet og ødelagt af beskidt kloakvand. 

- Det har sgu været en hård omgang. Denne gang kan vi slet ikke bo hjemme, men må sove rundt omkring på venners sofaer. Jeg er en knækket mand lige for tiden, fortæller Martin Elvar Jensen til TV 2 Lorry. 

Fredag blevet store dele af TV 2 Lorrys sendeområde ramt af massiv regn. Heller ikke Hørsholm gik fri. 

- Vi er i gang med at renovere vores hus, derfor bor vi nede i kælderen. Så jeg opdagede det, da jeg kom hjem fra arbejde og låste mig ind. Vandet var godt nok væk, men det var fugtigt og sort på gulvet. 

Martin Elvar Jensen blev især overrasket, da han fik øje på sin kummefryser. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var noget af et syn, der ventede Martin Elvar Jensen, da han kom hjem i fredags. 
Det var noget af et syn, der ventede Martin Elvar Jensen, da han kom hjem i fredags. 
Foto: Martin Elvar Jensen

- Trykket fra kloakken må have været meget voldsomt, for kummefryseren er væltet om på siden. Lige her ville jeg faktisk gerne have været en flue på væggen, og set hvordan det foregik. 

Men her sluttede det morsomme også for familien på Alsvej i Hørsholm, for det viste sig at kælderen er ubeboelig, og at næsten alt skal smides ud. 

- Vi har affugtere stående dernede igen, så vi kan ikke sove der før om 15 dage. 

quote Jeg bliver faktisk lidt nervøs nu, når det regner. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske.

Martin Elvar Jensen, husejer

Det er dog ikke første gang, huset bliver ramt af oversvømmelse. Tilbage i august væltede kloakvandet op af husets toilet. 

- Jeg blev ringet af op vores VVS'er, som arbejdede i huset. og han fortalte, at vandet væltede op og ud i kælderen. Det var første gang det skete, og vi måtte have fat i forsikringsselskabet og så videre. Nu havde vi lige fået styr på det hele. og så skete det igen i fredags. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

19. august blev Hørsholm ramt af et tredobbelt skybrud og Martin Elvar Jensen fik sin første oversvømmelse som husejer. 
19. august blev Hørsholm ramt af et tredobbelt skybrud og Martin Elvar Jensen fik sin første oversvømmelse som husejer. 
Foto: Martin Elvar Jensen

Kort efter Martin Elvar Jensen kom hjem og opdagede oversvømmelsen, lavede han et opslag på den lokale facebookgruppe. 

- Det gjorde jeg af to årsager. Først og fremmest ville jeg gerne advare dem, som ikke var kommet hjem endnu, om at der kunne vente dem en ubehagelig overraskelse. Men jeg gjorde det også for at finde ud af, om andre også har problemet med kloakvand. 

Og det viste sig at være tilfældet. 

- Der er en del husejere, der har skrevet, at de også er blevet ramt af oversvømmelse igen. Hos min egen nabo løb vandet ind fra vejen, fordi kloakken ikke kunne håndtere mere vand, fortæller Martin Elvar Jensen.

Flere af de ramte husejere, inklusiv Martin Elvar Jensen, mener, at kloaksystemet er for dårligt. Og at det er her, man skal finde årsagen til de mange oversvømmelser. 

- Det lader til, at det er et reelt problem her i kommunen. 

quote Efter to gange på tre måneder, er vi nødt til at gøre noget selv.

Martin Elvar Jensen, husejer

- Det er også flere, der foreslår, at man kan få sat et tilbageløb-stop på, så hvis der kommer vand op, så bliver det stoppet. Og det kan vi jo godt få lavet. Men det er jo ikke en reel løsning på problemet. Det flytter det bare videre til næste hus i rækken. Og hvis alle får det lavet, så kommer vandet bare op af hovedkloakkerne ude på vejen, og så siver det ind i husene alligevel. Og så får alle et stort problem, siger han.

Svar fra borgmester Morten Slotved, Hørsholm Kommune

- Det er meget ulykkeligt, det der er sket for husejeren. Det er ikke en god situation, siger Morten Slotved, konservativ borgmester i Hørsholm, til TV 2 Lorry. 

 

- Men når vi som kommune bliver ramt af monstervejr to gange lige efter hinanden, er der ikke så meget vi kan gøre. Så meget regn kan ingen kloakker håndtere på så kort tid. 

 

- Men dimensionen kan helt sikkert godt blive bedre, så kloakkerne kan tage mere regn, det er dog en kæmpe udfordring, men vi er allerede i gang. 

 

- På den lange bane vi vil gerne lave separat kloakering, så det brune vand og overfladevand kommer i hver deres rør. 

 

- Borgerne er dog også nødt til at gøre noget selv for at sikre deres huse mod oversvømmelse, for ved så voldsom regn, kan vi intet stille op. Borgerne skal selv i gang med at sikre, at der ikke kommer vand ind. Blandt andet ved at sikre mod tilbageløb og hvis man har en lav kældernedgang skal man have sandsække klar. 

Men alligevel overvejer Martin Elvar Jensen at benytte sig af den løsning. 

- Men det er jo bare at skubbe problemet længere hen. Men efter to gange på tre måneder, er vi nødt til at gøre noget selv. Ellers tror jeg ikke, at vores forsikring vil være med mere, man kan i hvert fald være bange for det. 

 
 
Foto: Martin Elvar Jensen

- En ting man i kommunen burde overveje er, at lave separat kloakering, for lige nu ryger alt vand den samme vej, og så der er et stort pres på systemet. Det er i hvert fald en mulig løsning. 

- Noget skal der i hvert fald gøres. Vi kan ikke blive ved på denne måde. 

De to ubehagelige episoder har ikke kun være besværlige og tidskrævende for Martin Elvar Jensen og hans kone, de har også sat sine spor på sjælen hos de nybagte husejere: 

- Jeg bliver faktisk lidt nervøs nu, når det regner. Man ved jo aldrig, hvad der kan ske. 

Hvis du gerne vil undgå, at kloakvand stiger op gennem dit afløb og toilet, så kan du læse mere i denne artikel, hvor vi har samlet fem gode råd: