Lukkede svømmehaller gav god idé: Nu starter livreddere svømmeundervisning i havet

Svømmehallerne må først åbne til august. Så nu starter Nordkystens Livredningstjeneste op for svømmeundervisning i havet.

Vandhunde, der normalt bruger timevis på at perfektionere crawl og brystsvømning i landets svømmehaller, kan se frem mod en meget tør sommer.

Svømmehallerne er nemlig lige nu lukket på grund af risiko for corona-smitte - og i den nuværende genåbningsplan står svømmehallerne først til at åbne i fase 4 i start august.

Det har nu fået Nordkystens Livredningstjeneste til at tænke ud af boksen på opfordring fra lokale politikere.

Man har derfor startet svømmehold i havvand ved Lynæs Havbad fra slut maj til start juni.

quote Vi håber selvfølgelig, at vi skal redde nogle færre mennesker til sommer.

John Mogensen, livredderchef i Nordkystens Livredningstjeneste

- Det er et nyt tiltag, fordi hele det her corona-halløj har lukket for muligheden for svømmeundervisning i svømmehallerne, siger livredderchef John Mogensen.

"Håber at redde færre mennesker"

Idéen kom fra Anja Rosengreen (SF), der sidder i byrådet i Halsnæs Kommune.

- Det er jo oplagt, når der er hav hele vejen rundt om Halsnæs. Og her er der jo faktisk noget, man kan gøre uden at blive påvirket af corona-situationen, siger hun.

John Mogensen griber mulighed for at gøre lokalområdets børn og voksne endnu mere søstærke:

- Vi håber selvfølgelig, at vi skal redde nogle færre mennesker til sommer. Jo bedre forberedt man er på at svømme i havet, des mindre er chancen for, at der sker noget, siger han til TV 2 Lorry.

Svømmeundervisningen foregår ved Lynæs Havbad, hvor der er en svømmebane tæt ved land.
Svømmeundervisningen foregår ved Lynæs Havbad, hvor der er en svømmebane tæt ved land.
Foto: Ninna Kokholm/TV 2 Lorry

Svømmeklubberne kan gribe bolden

Holdene er for børn på 10-12 år og voksne begyndere og øvede. Lige nu er der åbent for 36 mennesker, men hvis interessen er stor, kan de udvide op til 48 svømmere. 

John Mogensen håber, at svømmeklubber langs nordkysten ville åbne op for lignende initiativer, så derfor har han indtil nu kun valgt at åbne hold i Lynæs.

- Jeg havde lidt håbet på, at svømmeklubberne selv ville åbne for svømmeundervisning i havet. Hvis det viser sig, at der er vild interesse, så håber jeg, at svømmeklubberne griber bolden, siger han.

Mørkt vand, strøm, bølger og en lumsk fantasi

Men det er trods alt ikke helt det samme at svømme i en svømmehal, som det er at svømme i havet. Og det vil John Mogensen især lære børnene: 

- Man kan godt være god til at svømme i en svømmehal, men havsvømning er bare noget helt andet. Vi har før haft en dreng med et 800 meter mærke fra svømmehallen, som ikke kunne svømme ti meter i havet, siger han.

Udfordringen med havvand er bølgerne, strømmen og det kolde vand. Børn og voksne skal især træne deres balance i vandet, at have kontrol over vejrtrækningen, når vandet er koldere, svømmeteknik - og så sikkerhed.

Og så skal især børnene lære, at det mørkere vand ikke er farligt.

- Den største forskel for børn, der er vant til svømmehaller, er det mørke vand, hvor det er nemt at forestille sig, at der lever kæmpe blæksprutter og hajer. Men det gør der altså ikke i Danmark, siger han.

Fakta om havsvømmeundervisning:

  • Deltagerne skal selv medbringe en våddragt.
  • Det koster 100 kroner at deltage. Pengene går til ORC Internationals arbejde med gratis svømmeundervisning i den tredje verden.
  • Begynderne kommer til at svømme tæt ved land, mens de mere øvede kan svømme længere ud med en båd eller en Stand Up Paddle ved deres side.
  • Svømmeundervisningen foregår ved Lynæs Havbad.

 

 Læs mere om havsvømmeundervisningen her