Stor brand i industrikvarter – røg kunne ses langt væk

Brand i Glostrup var så voldsom, at røgen kunne ses langt væk.

En større brand er fredag eftermiddag brudt ud i industrikvarteret Naverland i Glostrup.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Der er godt gang i den, for jeg kan se, at brandvæsenet har rekvireret ekstra slukningsmateriel derude, siger Jens Møller, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til TV 2 Lorry.

Hovedstadens Beredskab skriver på Twitter, at branden er opstået i et værksted.

- Vi er stærkt på vej. Røgen kan ses langt væk, og vi får mange meldinger på den, skriver beredskabet ved 15.15-tiden.

Vagtchef Jens Møller oplyser, at politiet modtog meldingen om branden klokken 15.07. 

Politiet har efterfølgende afspærret Naverland i begge ender, mens brandfolkene fra Hovedstadens Beredskabet forsøger at slukke flammerne.

Artiklen fortsætter under billederne.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk

Vagtchef Jens Møller oplyser yderligere, at der ikke er nogen meldinger om tilskadekomne.

- Os bekendt er ingen kommet til skade eller fanget inde i bygningen, siger han.

Jens Møller fortæller, at branden udvikler kraftig sort røg, men at den ikke umiddelbart er til gene for omkringboende.

- Men hold venligst afstand og giv arbejdsro, skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Ifølge politiet er brandårsagen endnu ukendt.

Kort før klokken16.30 oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter, at branden på Naverland er under kontrol, og at de ikke forventer yderligere brandspredning.

- Der er sket en del skade på værkstedsbygning. Vi arbejder med slukning af brand i taget og efterslukning i bygningen, skriver beredskabet.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at de har ophævet afspærringen af Naverland, så trafikken igen har fri passage.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk