Kommune giver borgerforslag en ekstra chance

Gladsaxe Kommune har besluttet at sætte mere fokus på ordningen, hvor borgere kan komme med forslag, som skal på dagsordenen i Byrådet.

Kun tre reelle borgerforslag har der været indsendt til Gladsaxe Kommune de seneste 2,5 år fra kommunens beboere.

Derfor er det blevet besluttet at give ordningen med borgerforslag en ekstra chance med øget fokus, skriver kommunen på sin hjemmeside.

Borgerforslaget har til formål at styrke det lokale demokrati, hvor borgerne kan indsende forslag til de kommunale politikere, som vil blive taget op på byrådsmøderne.

Men tilslutningen til de nuværende forslag har været lav. Det skal der nu laves om på.

- Nu har vi igangsat forsøget, og det har kørt i en periode, og vi kan konstatere, at det ikke har været brugt tilstrækkeligt. Det skal synliggøres mere markant via vores Facebook-side og vores hjemmeside. Måske også gennem lokalannoncering. Det skal synliggøres gennem de kanaler, som vi har til rådighed for at nå ud til borgerne, siger gruppeformand i SF i Gladsaxe Kommune Serdal Benli til TV 2 Lorry.

600 stemmer for at komme på dagsorden

Før det kan lade sig gøre at få et borgerforslag på dagsordenen til byrådsmøderne, er der visse krav, der skal opfyldes. 

Alle forslag skal have to medstillere, som formelt og offentligt tilkendegiver, at de støtter borgerforslaget. Hvis forslaget kan samle 600 stemmer inden for seks måneder, bliver forslaget behandlet som et punkt på dagsordenen til et byrådsmøde på lige fod med forslag fra byrådsmedlemmerne selv. Hvis et forslag ikke samler 600 stemmer inden seks måneder, frafalder det.

Forslag kan spænde bredt

Der er ingen grænser for, hvad borgerne kan byde ind med af forslag.

Indtil videre har tre borgerforslag været til afstemning på kommunens hjemmeside.

De har drejet sig om plantning af træer på begge sider af Mars Allé og inddragelse af fokusgrupper med borgere inden vedtagelsen af lokalplaner. De forslag fik tre, seks og 36 stemmer og kom dermed ikke på dagsordenen i Byrådet. 

Har I overvejet at sænke antallet af stemmer, der skal til, før det kommer i Byrådet, når nu tilslutningen har været så lav?

- De få stemmer siger ikke noget om, om borgerne har taget forslaget til sig. Der er så få forslag, så det kan være et udtryk for, at man som borger ikke føler, at vi er kommet tilstrækkelig ud til borgerne, at alle ikke er obs på muligheden og derfor ikke har udnyttet muligheden, eller også at der ikke er et behov, fortæller Serdal Benli.

Med borgerforslaget har Byrådet ønsket at give Gladsaxes borgere en ekstra mulighed for at komme til orde i lokaldemokratiet.

Borgerforslag er derfor et supplement til mulighederne for eksempelvis at kontakte sine lokalpolitikere skriftligt eller mundtligt, at møde op i byrådsmødernes spørgetid eller få et møde med borgmesteren.

Ordningen løber til 15. marts 2021, hvorefter Byrådet skal tage stilling til, om ordningen skal gøres permanent.