Gladsaxe tager endnu et skridt mod røgfri kommune: Slut med at ryge på legepladser

Fra starten af oktober er det i Gladsaxe Kommune slut med at ryge en smøg, mens børnene leger i sandkassen.

Der er nemlig blevet indført røgfrihed på kommunens 13 offentlige legepladser. Desuden vil man samarbejde med boligforeninger i Gladsaxe om at gøre deres private legepladser røgfrie.

- I Gladsaxe har vi i mange år arbejdet hen imod at gøre kommunen røgfri, og vi samarbejder lige nu med UNICEF om projektet Børnevenlige Byer. Ved også at gøre vores legepladser røgfrie sender vi et klart og tydeligt signal om, at vi ønsker at passe på vores børn og unge, så de ikke bliver udsat for passiv rygning, siger borgmester Trine Græse.

Fakta om rygning

  • Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge
  • Blandt 16-19-årige ryger 24 pct. hver dag eller lejlighedsvist – i 2013 var det 22 pct.
  • Langt de fleste rygere begyndte at ryge, inden de fyldte 18 år
  • 17 pct. af danskerne ryger hver dag, 6 pct. ryger lejlighedsvist
  • 7 ud af 10 rygere ville ikke ryge, hvis de kunne leve deres liv om
  • Hvert år dør omkring 13.000 danskere på grund af tobak
  • Hvert fjerde dødsfald i Danmark skyldes tobaksrygning
  • En ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen dokumenterer at mere end hver fjerde i aldersgruppen 15-29 år dagligt eller lejlighedsvist bruger et tobaks- eller nikotinholdigt produkt som cigaretter, e-cigaretter eller snus.

 

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Det er kommunens plan at skabe rammer, hvor forældre ikke ryger, når de er sammen med deres børn, og man håber på den måde at påvirke deres adfærd i en sundere retning.

Derfor er der nu opsat skilte og plakater, der med en venlig henstilling opfordrer borgerne til ikke at ryge for at vise hensyn til de børn, der leger i området.

Budskabet på plakaterne bærer teksten ”Tak fordi du ikke ryger på vores legeplads”.

- Vores udgangspunkt er, at rygere er hensynsfulde og gerne vil være gode rollemodeller for børn og unge. Derfor satser Gladsaxe Kommune på at skabe røgfrie miljøer gennem venlige opfordringer og henstillinger – og uden løftede pegefingre, siger Trine Græse.

Ambition om røgfri generation

I forbindelse med indførelsen af rygeloven har det siden 2007 været forbudt at ryge indendørs i Gladsaxe Kommunes tilbud som for eksempel idrætshaller, biblioteker og daginstitutioner. I 2015 indførte Gladsaxe som en af de første kommuner røgfri arbejdstid for medarbejderne, og fra 2017 blev der indført røgfri skoletid.

I begyndelsen af 2020 tog Gladsaxe skridtet videre og indgik et samarbejde med idrætten om Røgfri Idrætstid.

 
 
Foto: Gladsaxe Kommune

Det yderligere skridt med røgfrie legepladser skal støtte Gladsaxes ambition om på sigt at skabe en røgfri generation og blive en røgfri kommune. På den måde er det planen at udvide de røgfrie miljøer til også at omfatte for ekesempel parker og grønne områder, matriklerne omkring bibliotekerne og genbrugsstationen. Derudover vil Gladsaxe arbejde for, at passagerer i den kollektive trafik oplever en røgfri rejse.

Røg og røgfrihed gælder for alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, pibe, e-cigaretter, snus, tyggetobak, vandpibetobak og lignende.

Flere og flere steder bliver røgfrie

Selvom det kan være et markant skridt for Gladsaxe, så er det dog hele 7 år siden, at man i Københavns Kommune tog samme initiativ, da man i 2013 gjorde 125 kommunale legepladser røgfrie.

Og de røgfrie områder blivere flere og flere. Sidst år blev en privatejet strækning af Tisvilde Strand Danmarks første strand med rygeforbud.

Det er dog et tiltag som sundhedsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF), også ønsker indført på hovedstadens strande. I august fortalte hun, hvordan hun at ville stille lige præcis sådan et forslag i Borgerrepræsentationen på Rådhuset.

Flere og flere kommuner har de seneste år indført regler for rygning i arbejdstiden. Der er dog store forskelle. På kortet herunder kan du se, hvilke regler der gælder, hvornår de er blevet indført eller bliver indført.