Borgmester med appel til forældre - "Tal med jeres børn"

Gladsaxes borgmester Trine Græse opfordrer forældre til, at de tager en snak med deres børn og unge og hjælper dem med at træffe gode coronasikre valg - specielt når de ses med deres venner.

"Kære forældre. Vi har brug for jeres hjælp."

Sådan starter Trine Græse, borgmester i Gladsaxe Kommune, sin opfordring til kommunens forældre.

For med efterårsferiens indtog, frygter hun, at alt for mange unge samles i store grupper. Og derfor appellerer hun til, at forældre tager en snak med deres børn om, hvem de er sammen med, og hvordan de samles. 

quote I den seneste tid har vi oplevet flere eksempler på, at unge har mødtes i større grupper udenfor i vores grønne områder og skolegårde - især sidst på aftenen.

Trine Græse, Borgmester, Gladsaxe Kommune, Soc.dem

Vil forhindre smittespredning

Trine Græse vil nemlig forhindre, at smittetallene i Gladsaxe Kommune stiger yderligere. Gladsaxe Kommune har nemlig oplevet et højt smittetryk, som dog er stabiliseret de seneste uger. 

Derfor opfordrer hun til, at der holdes fast i de gode vaner, når det blandt andet kommer til afstand og forsamlingsforhold. Noget, der tilsyneladende har været svært for de mange unge.

- I den seneste tid har vi oplevet flere eksempler på, at unge har mødtes i større grupper udenfor i vores grønne områder og skolegårde - især sidst på aftenen. Vi ved, at risikoen for smitte stiger, jo flere der er samlet, skriver Trine Græse i opfordringen til kommunens forældre. 

quote Det er i bund og grund ansvarsfulde unge mennesker. De skal bare mindes om, hvem de er sammen med, og hvor mange de ses med. Så det her er bare en høflig påmindelse.

Brian Brønd, Ungechef, Gladsaxe Kommune 

Ansvarsfulde unge

Selvom der har været tilfælde af unge, der har samlet sig i større grupper, så mener Brian Brønd, der er Ungechef i Gladsaxe Kommune, at de mange børn og unge faktisk tager hensyn.

- Lige nu er problemet ikke større, end vi kan håndtere det. Vi har ikke nogen unge, som har overtrådt forsamlingsforbuddet, siger Brian Brønd og fortsætter: 

- Det er i bund og grund ansvarsfulde unge mennesker. De skal bare mindes om, hvem de er sammen med, og hvor mange de ses med. Så det her er bare en høflig påmindelse, siger han. 

Men er det jeres ansvar at fortælle forældre, hvad de skal?

- Overhovedet ikke. Men det er vores ansvar som kommune at hjælpe de unge med at gøre, hvad der bedst for kommunen, så vi sammen kan komme bedst muligt igennem covid-19.