Offentlig arbejdsplads i Gentofte kåret som Europas bedste

JAC i Gentofte er ikke som arbejdspladser er flest.

Europas bedste offentlige arbejdsplads ligger i Gentofte - og det blev fejret i dag.

Og JAC, som prisvinderen hedder, er ikke som arbejdspladser er flest.

JAC er en forkortelse af Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret, og det er er en arbejdsplads for mennesker med særlige behov - de er medarbejderne - og så er der personalet, som typisk er socialpædagoger.

- Jeg kan virkelig godt lide at være her. Der er gode kolleger i hele huset, siger Rikke Wolff, der er en af de mange medarbejdere.

Man kan være den, man er

Sanne Teut Friis-Hansen, der er en af socialpædaogogerne, forklarer, at JAC kan noget helt særligt.

- Det betyder noget, at man kan være den, man er. At den idé, man har, kan blive grebet, og man kan udvikle sammen, siger Sanne Teut Friis-Hansen.

Den flotte kåring blev fejret med lækre cupcakes til medarbejderne.
Den flotte kåring blev fejret med lækre cupcakes til medarbejderne.
Foto: TV 2 Lorry

Omkring 3000 arbejdspladser på tværs af Europa er en del af undersøgelsen lavet af organisationen Great Place to Work - og her er JAC i Gentofte den eneste offentlige arbejdsplads, der er på listen over de bedste.

Træffer store og små beslutninger

Her bliver både små og store beslutninger truffet af de ansatte selv i stedet for af chefer, forklarer Ann-Christina Matzen Andreasen, centerleder i JAC.

Ann-Christina Matzen Andreasen er centerleder i JAC.
Ann-Christina Matzen Andreasen er centerleder i JAC.
Foto: TV 2 Lorry

- Det er for eksempel medarbejderne på JAC, der ansætter, der ansætter deres egne kolleger. Der bruger vi aldrig ledelsesretten. Og det er også medarbejderne på JAC, der laver organisationens strategi og styrer vores budget, siger Ann-Christina Matzen Andreasen.

Og den filosofi har for andet år i træk ført til en kåring som en af Europas bedste arbejdspladser - Rikke Wolff har været her i 13 år - og hun har ikke tænkt sig at stoppe.

- Jeg bliver her, indtil jeg bliver smidt ud eller ikke kan mere. Er det ikke, sådan man siger, siger hun med et stort grin.