Landmand beder om hjælp: Et ton kartofler i fare for at rådne

Bær- og kartoffelproducenten Rokkedyssegaard i Kirke Værløse er brændt inde med et helt ton kartofler. Derfor inviterer de nu til kartoffelredningsaktion på gården.

Efterårsferien står for døren, og der er faktisk en ganske særlig grund til at den ligger midt i oktober. 

For i gamle dage var det en såkaldt "kartoffelferie", hvor børnene fik fri, så de kunne hjælpe med at høste sæsonens sidste kartofler. 

Og nu ser det ud til at kartoffelferien igen kommer til sin ret. For hos bær- og kartoffelproducenten Rokkedyssegaarden i Furesø Kommune har en ekstraordinær god sommer medført, at ejerne er brændt inde med et helt ton kartofler.

- I virkeligheden er det gået galt, fordi det er gået så godt med høsten, at vi nu står med så mange kartofler i overskud, siger Torben Bo Toft Christensen, der er landmand og ejer af Rokkedyssegaard sammen med sin hustru Lisbeth Toft.

Det er ifølge ham en kombination af en ekstraordinær sensommer og deres måde at dyrke kartofler på, der har skabt en overflod af kartofler.

quote Jeg ønsker mig, at børnefamilier kommer, for vi vil elske at se børnene samle kartofler, så de kan lære lidt om kartoflerne

Torben Bo Toft Christensen, medejer af Rokkedyssegaard

- Vi lægger kartoflerne i hold, altså forskellige tidspunkter, og under de sidste to hold har der været fantastiske dyrkningsbetingelser, og derfor har vi mange flere kartofler end normalt, forklarer han.

Saml fem kilo for 15 kroner

Hvis kartoflerne ikke bliver reddet vil de rådne og blive pløjet ned i jorden. Og det vil Torben Bo Toft Christensen og hans hustru helst undgå. Derfor har de stablet et event på benene i samarbejde med madspildsvirksomheden Too Good To Go.

- Det gør vi, fordi vi er optagede af nulspild, så tanken om, at det her tons kartofler kan komme til nytte, fik os til at kontakte Too Good To Go. På den måde kan vi nyttegøre kartoflerne og skabe en oplevelse om det i kartoffelferien, før vi lukker, siger Torben Bo Toft Christensen.

quote Vi har aldrig før prøvet at stå med et helt tons kartofler i overskud.

Torben Bo Toft Christensen, medejer af Rokkedyssegaard

Fra på lørdag den 10. oktober, og ind til der er udsolgt, kan man derfor købe op til fem kilo ”grav-selv” kartofler for 15 kroner i Too Good To Go-appen. En symbolsk pris, som Rokkedyssegaard ikke tjener penge på.  

Og Torben Bo Toft Christensen håber især at børnefamilier lægger vejen forbi.

- Jeg ønsker mig at børnefamilier kommer, for vi vil elske at se børnene samle kartofler, så de kan lære lidt om kartoflerne; hvorfor nogle kartofler er grønne og andre ikke er, og generelt hvor maden kommer fra, siger han.

Kommer man klokken 10.30 eller klokken 14, bliver kartoflerne pløjet op af en traktor, og hvis man ikke er bange for at bruge lidt knofedt kan man også få stillet en kartoffelgreb til rådighed.

Et generelt problem denne sommer

Landmandsparret har boet på Rokkedyssegaard i omtrent 30 år. Alligevel er det en uvant situation for dem. 

- Vi har aldrig før prøvet at stå med et helt tons kartofler i overskud, fortæller Torben Bo Toft Christensen.

Hos Too Good To Go har det været et generelt problem denne sæson.

- Vi har oplevet, at flere producenter og landmænd end normalt har kontaktet os med madvarer, de har i overskud på grund af det specielle vejr, der har været denne sæson, siger Heidi Boye, der er landechef hos Too Good To Go.

Hun understreger også, hvor glade de er for at blive kontaktet.

- Vi er jo sat i verden for bekæmpe madspild, hvor det er, så vi vil rigtigt gerne hjælpe alle, der har mad i overskud, lyder det fra Heidi Boye.