Nu er skandaleramt svømmehal endelig klar til at åbne

Den nye svømmehal i Frederikssund er færdig, og den 15. august åbner den for svømmeglade gæster.

Borgere i Frederikssund har ventet og ventet på at få lov til at tage de første svømmetag i den nye svømmehal ved området Sillebro Ådal syd for Frederikssund by.

Men nu er der sat dato på den officielle åbning - det bliver lørdag den 15. august med gratis adgang hele weekenden. 

- Man kan forvente sig rigtig meget. Det bliver et samlingspunkt, siger John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund for Venstre til TV 2 Lorry. 

Byggeriet af den nye svømmehal har været ramt af store problemer undervejs. 

Første spadestik blev taget lige før kommunevalget i november 2017, og svømmehallen skulle have stået klar til brug i sommeren 2019.

Men på grund af forsinkelser i opstarten af byggeriet og et efterfølgende juridisk slagsmål mellem kommunen og entreprenøren blev åbningen udskudt et helt år frem til sommeren i 2020.

Kommunen modtager svømmehallen allerede den 30. juni fra GVL Entreprise, der har stået for byggeriet. 

Forholdet mellem kommunen og entreprenørfirmaet har ellers ikke været en dans på roser. 

Svømmehallen har kig ud til Sillebro Ådal. 
Svømmehallen har kig ud til Sillebro Ådal. 
Foto: Emma Thomas Moesgaard / TV 2 Lorry

Tværtimod opstod der sidste år uenighed imellem parterne omkring, hvem der bar ansvaret for de økonomiske konsekvenser af forsinkelsen, som skyldtes en sen byggetilladelse og en række andre praktiske forhold.

Det førte til, at GVL Entreprise anlagde sag mod mod kommunen ved Voldgiftsnævnet for byggeri og anlæg.

Forlig koster dyrt

Sagen endte med et forlig, som byrådet godkendte tilbage i januar, og som er endt med at koste Frederikssund Kommune 13 millioner kroner.

Dertil kommer to millioner kroner, som byrådet besluttede at sætte af til uforudsete udgifter i byggeriet.

Det skrev Frederikssund Amts Avis tilbage i februar på baggrund af oplysninger fra Enhedslistens byrådsmedlem Pelle-Andersen-Harild, som kritiserede kommunen for ikke at fremlægge de økonomiske konsekvenser for borgerne og pressen.

Svømmehallen byder blandt andet på rutsjebane, vipper og legebassiner til børn.
Svømmehallen byder blandt andet på rutsjebane, vipper og legebassiner til børn.
Foto: Emma Thomas Moesgaard / TV 2 Lorry

Kort forinden havde kommunen selv meldt ud i en pressemeddelelse, at parterne var nået til enighed - dog uden at sætte tal på den samlede forligssum.

- Vi er tilfredse med, at vi nu har fundet en løsning, som betyder at svømmehallen kan åbne til sommer, lød det dengang fra formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Jesper Wittenburg (S), i pressemeddelelsen.

Også GVL Entreprise var citeret i pressemeddelelsen, hvor firmaet udtrykte tilfredshed med forliget. 

- Sammen med Frederikssund Kommune er det lykkedes at finde en løsning gennem en mæglingsproces, så en dyr og langvarig voldgiftssag undgås, og vi er glade for nu fuldt ud at kunne fokusere på at færdiggøre svømmehallen, lød det fra entreprenørfirmaet.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis skal de 15 millioner kroner lægges oveni de 76 millioner kroner, som byrådet har afsat til byggeriet. 

Lokale- og Anlægsfonden bidrager med 8,3 millioner kroner til svømmehallen og en aktivitetsplads ude foran.

Der er varmtvandsbassin og wellnessområder som saunaer.
Der er varmtvandsbassin og wellnessområder som saunaer.
Foto: Emma Thomas Moesgaard / TV 2 Lorry

Første etape af kommende idrætsby

Indvielsen af svømmehallen er det første store skridt i en helhedsplan for den såkaldte Idrætsbyen, der skal fremtidssikre idrætsfaciliteterne i kommunen.

Foruden svømmehallen tæller Idrætsbyen også et stort udendørs træningsområde.

- Jeg er meget glad for, at vi snart kan åbne dørene til den nye svømmehal. Det vil betyde, at svømmeforeningerne får forhold af højeste kvalitet, ligesom skolebørn, motionssvømmere og de mange andre brugere vil mærke en markant forbedring i forhold til tidligere, siger fritids- og kulturudvalgsformand, Jesper Wittenburg, i kommunens pressemeddelelse om åbningen af svømmehallen. 

Her oplyses det yderligere, at medarbejdere fra Frederikssund Idrætsanlæg vil påbegynde arbejdet med at klargøre svømmehallen til publikum, så snart kommunen får den overdraget af GVL Entreprise.

Luftfoto af svømmehalsbyggeriet fra medio september 2019.
Luftfoto af svømmehalsbyggeriet fra medio september 2019.
Foto: Frederikssund Kommune

Blandt andet skal det tekniske personale forberede og sikre styring af vandbehandling og ventilation. Desuden skal livreddere indarbejde nye runder for livredningsvagter samt øve livredning i bassinets dybe ende på 3,80 meter.

Der vil, efter den officielle indvielse den 15. august, være mulighed for at hoppe en tur i et af bassinerne eller tage en tur på rutsjebanen.

Fakta om den nye svømmehal

  • Svømmehallen indvies lørdag den 15. august 2020.
     
  • Svømmehallen kommer til at have udsigt Sillebro Ådal fra bassinerne.
     
  • Den kommmer til at tilbyde et stort udbud af aktivitetsmuligheder: morgensvømning, legebassiner for børn, handikapundervisning i varmtvandsbassin, pensionistsvømning, wellnessoplevelser, konkurrencesvømning og meget mere.
     
  • Svømmehallen får træningsbassin med ti baner, modstrømsbassin til elitesvømning og genoptræningsforløb, to varmtvandsbassiner, wellnessområde med tre forskellige saunaer og en stor vandrutsjebane.
     
  • Det nye 25x25 meter svømmebassin er en kapacitetsudvidelse på næsten 60 procent i forhold til den nuværende svømmehal. Det vil betyde, at der kan være åben for offentligheden samtidig med at der er foreningssvømning.
     
  • Den offentlige åbningstid udvides fra 36 til 47 timer om ugen. Der vil være fuld offentlig adgang til alle faciliteter tirsdag samt torsdag til søndag. Mandag og onsdag vil der være adgang for motionssvømning i 25 meter bassinet, imens foreningerne får adgang til varmtvandsfaciliteterne.
     
  • Skolesvømningen starter i den nye svømmehal mandag d. 17. august, mens aftenskolerne får mulighed for at tilbyde holdundervisning i nye varmtvandsbassiner. Svømmeklubberne kan, med kombinationen af et træningsbassin og Danmarks eneste modstrømsbassin, som er særligt egnet til elitesvømmere, optimere deres træning.
     
  • Åbningen af svømmehallen er samtidig startskuddet til Sundhedsugen, der med forskellige arrangementer og aktiviteter løber af stablen fra lørdag d. 15. august til lørdag d. 22. august.
     

Kilde: Frederikkssund Kommune