Whistleblower: De mener, at jeg faker min sygdom

Må man arbejde to timer om ugen som frivillig og være aktiv på Facebook, samtidig med at man er sygemeldt? Nej, mener Frederiksberg Kommune.

65-årige Bitten Vivi Jensen har mange stempler: whistleblower, frivillig bisidder, tidligere sygedagepengemodtager.

Men nu bliver hun også stempelt som social bedrager af Frederiksberg Kommune, der derfor ønsker hun skal tilbagebetale 89.000 kroner i sygedagpenge. Penge, som hun, ifølge kommunen, har modtaget uberettiget igennem 6 måneder.

- De mener, at jeg faker min sygdom, siger Bitten Vivi Jensen, da TV 2 Lorry møder hende i lejligheden på Frederiksberg.

quote Vi skal være glade for dem, som påpeger fejl i systemet. Vi skal sgu ikke straffe dem.

Esben Maaløe, medarrangør, Støttedemo for Bittten Vivi Jensen

Hun har nemlig, som frivillig bisidder, hjulpet syge borgere i både Frederiksberg og Københavns Kommune. Samtidig har hun deltaget i demonstrationer foran jobcentre og skrevet kritiske opslag på Facebook om syge mennesker, som bliver nægtet en førtidspension.

Blandt andet har Bitten Vivi Jensen hjulpet dødsyge Vladmira Kristensen med at få tildelt en førtidspension. Se den historie her:

Fyret efter kritik

Med det frivillige arbejde mener Frederiksberg Kommune ikke, at Bitten Vivi Jensen samtidig kan være sygemeldt med stress og depression, som hun fik konstateret, efter hun blev fyret for sit job som ergoterapeut for Frederiksberg Kommunes rehabiliteringsteam i juli 2016. Fyringen skete efter, hun, både internt og i offentligheden kritiserede kommunens behandling af kommunens svageste borgere. 

Selv mener Bitten Vivi Jensen ikke, at hun har handlet i ond tro og dermed modtaget offentlige ydelser mod bedrevidende, som det hedder i sygedagpengelovens paragraf 71, stk. 2.

- Jeg får det jo netop godt af flytte fokus væk fra egen navle og være noget for andre i ny og næ. Der sker ulovlig og umenneskelig sagsbehandling og syge og sårbare udsættes for omsorgssvigt. Derfor vil jeg gerne hjælpe, så meget som jeg nu har overskud til, siger Bitten Vivi Jensen. 

Bitten Vivi Jensen mener ikke, at hun har handlet forkert. 
Bitten Vivi Jensen mener ikke, at hun har handlet forkert. 
Foto: Niels Knuth Winterfeldt / TV 2 Lorry

Psykiater: kommunen gør hende mere syg

Ifølge de speciallægeerklæringer, som TV 2 Lorry har fået indsigt i, er læge, psykolog og psykiater enige om, at Bitten Vivi Jensen ingen arbejdsevne har, da hun er helt udbrændt med stress og depression efter fyringen. Samtidig mener de også, at tilstanden er yderligere forværret af kommunens mistænkeliggørelse. 

- Kommunens afgørelse er fuldstændig fejlagtig. Patienten har ingen reel fornuftig arbejdsevne i forhold til noget eksisterende arbejdsmarked, siger psykiater Mogens Undén, som ikke mener, at Bitten Vivi Jensens frivillige indsats som bisidder og hendes facebookopslag giver et reelt billede af, hvor syg hun er i virkeligheden er.

- Det kan virke som et udtryk for at hun er velfungerende, men det er hun faktisk ikke. Når hun, som bisidder, har været i kontakt med det offentlige system, er hun helt kørt ned flere dage efter, siger Mogens Undén, som generelt er stærkt utilfreds med den måde kommunerne bruger lægeerklæringerne på.

- Jeg er kommet til det punkt, hvor at jeg skriver til kommunerne, at det er de sorte bogstaver de skal læse i min lægeerklæring. For jeg har tit indtryk af at de overhovedet ikke læser dem eller laver omvendte konklusioner. Og det er også sket i Bitten Vivi Jensens sag, siger Mogens Undén til TV 2 Lorry. 

Frederiksberg Kommunes kontrolgruppe har været inde og registrere Bitten Vivi Jensens aktivitet på Facebook og de har også tjekket hendes bankkonti, for at se om hun har modtaget penge for sit frivillige arbejde. Det har hun ikke, kunne de efterfølgende konstatere.

- Jeg har intet at skjule. Hvis jeg virkelig har begået det sociale bedrageri, som kommunen nu anklager mig for, så bør de faktisk melde mig til politiet. Det har jeg opfordret dem til. Det vil de dog ikke, selv om regeringen ellers direkte henstiller til kommunerne, at de politianmelder den slags, siger Bitten Vivi Jensen.

Støttedemo for Bitten

I dag var der demonstration for Frederiksberg Rådhus. Her var mere end 200 mennesker mødt op for vise deres støtte til Bitten Vivi Jensen og de offentligt ansattes ytringsfrihed.

quote Der kan ske fejl, men det er ikke mit indtryk, at der er sket her. Jeg har på ingen måde grund til at tro, at der føres hævnaktioner fra kommunens side

Lone Loklindt, Fmd. Frederiksbergs Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalg, Rad. V. 

- Bitten får rigtig en whistleblower-behandling nu. Hun skal bare holde sin kæft i følge kommunen. Så derfor er vi her i dag for at markere, at for det første skal tingene foregå ordentligt, og det gør det ikke på Frederiksberg. Og for det andet, når det ikke foregår ordentligt, så skal vi være glade for dem, som påpeger fejl i systemet. Vi skal sgu ikke straffe dem, siger Esben Maaløe, der som medlem af Næstehjælperne var medarrangør af dagens demonstration.

Formanden for Frederiksbergs arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalg, de radikales Lone Loklindt, vil ikke gå nærmere ind i den konkrete sag, men hun mener ikke at kommunen er ude i et hævntogt, for at straffe en tidligere medarbejder, som har kritiseret kommunens sagsbehandling.

Kommune: Vi er ikke ude i et hævntogt!

- Jeg tager sådan en demonstration meget alvorligt, men vi har en forvaltning, som på alle måder lever op til lovgivningens krav. Der kan ske fejl, men det er ikke mit indtryk, at der er sket her. Jeg har på ingen måde grund til at tro, at der føres hævnaktioner fra kommunens side. Vi har nogle meget kompetente medarbejdere i kommunen. Men hvis man føler uretfærdigt behandlet må borgerne klage og anke sagen. Det er derfor, at vi har sådan et system, siger Lone Loklindt til TV 2 Lorry.

Formanden for Frederiksbergs arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalg, de radikales Lone Loklindt.

Bitten Vivi Jensen har valgt at indklage kommunes afgørelse til Ankestyrelsen, som nu skal vurdere om forvaltningen har handlet korrekt, når de mener, at Bitten Vivi Jensen har modtaget sygedagpenge mod bedrevidende.

Sygedagpengeloven § 71

  1. § 71
    Personer, der modtager ydelser efter denne lov, skal underrette arbejdsgiveren om forandringer i deres forhold eller andre omstændigheder, der kan medføre ændring i eller bortfald af sygedagpengene, herunder arbejdsgiverens mulighed for at kunne modtage refusion.
  2. Stk. 2. 
    En person, herunder en juridisk person, der har tilsidesat sin oplysningspligt efter stk. 1 eller efter § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov, skal tilbagebetale det beløb, der er modtaget med urette.
  3. Stk. 3. 
    En person, hvis ret til sygedagpenge er ophørt efter § 21, stk. 1, skal tilbagebetale det beløb, der er udbetalt fra den dag, hvor retten til sygedagpenge er ophørt, og indtil udbetalingen af sygedagpenge er standset.
  4. Stk. 4. 
    Tilbagebetalingskrav opkræves af kommunen efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren.
  5. Stk. 5. 
    Krav på tilbagebetaling af for meget udbetalte ydelser efter denne lov kan modregnes i ydelser efter loven og i delpension.