En 32-årig mand fra Aabenraa, der søndag befandt sig på Nivå Camping i Nordsjælland, var så ophidset søndag, at han gjorde klar til at gå til angreb på to politibetjente.
Nordsjællands Politi fik en anmeldelse om, at en aggressiv mand gik rundt på campingpladsen med en stor kæp og slog til ting og fremstod truende.
Da en patruljevogn nåede frem lidt før klokken 12, optrappede situationen.
Da manden opdagede patruljen, gik han mod politibetjentene med kæppen i hånden, og selvom han flere gange blev beordret til at lægge kæppen fra sig, gjorde han det ikke, oplyser politiet i mandagens døgnrapport.
Hævede kæppen over hovedet
I stedet hævede han kæppen over sit hoved og lagde an til at slå med den, da han kom tæt på betjentene, som så sig nødsagede til at give den 32-årige en omgang med pebersprayen.
Da manden var pacificeret, blev han anholdt og sigtet for forsøg på vold mod polititjenestemand.
Han blev herefter kørt til detentionen for at køle ned, og ved den endelige visitation blev der desuden fundet en foldekniv, og derfor er manden også blev sigtet efter knivlovens bestemmelser, oplyser politiet.