Trods viruspandemi og krise: Dragør knækker kurven for sygefravær

I årets første halvdel er sygefraværet i Dragør Kommune faldet, hvis man sammenligner med samme periode sidste år. Dermed fortsætter kommunen sin positive udvikling på området.

Mange mennesker har oplevet, at coronakrisen har gjort arbejdslivet bøvlet og besværligt, men i Dragør har krisen også ført noget positivt med sig.

I hvert fald er sygefraværet hos kommunens ansatte faldet i årets første halvdel, hvis man sammenligner med tallet fra samme periode sidste år.

- Det er jo rigtig dejligt med en god historie som den her. Især i den her tid, hvor vi står og ser, at rigtigt rigtigt mange af vores borgere mister deres job, fordi vi jo er nabo til lufthavnen, siger borgmester i Dragør Kommune Eik Dahl Bidstrup (V).

- Det er altafgørende, at vi som kommune er en god arbejdsplads, og at vi kan tilbyde gode jobs til folk her i kommunen også, siger borgmesteren.

Fortsætter den gode udvikling

Et af de steder, hvor sygefraværet er faldet er hos personalet på Sundhedscenter Wiedergården, der også fungerer som aktivitetshus for borgerne i kommunen.

Men den positive udvikling begyndte allerede sidste år, hvor sygefraværet i Dragør faldt fra 13,2 dage i gennemsnit pr. fuldtidsansat til 11,6 dage.

Et fald, der svarer til 1,6 dag pr. fuldtidsansat, og derfor vækker det også glæde hos borgmesteren, at man i krisetiden har formået at holde momentum.

- Det, at vi har kunne fastholde den her positive udvikling, har jo været altafgørende. Fordi det jo både viser, at vores ansatte er rykket sammen og har taget ansvar sammen, men også, at vi har nogle dygtige medarbejdere, der trives på deres arbejdsplads. Og det er rigtig vigtigt, siger borgmester Eik Dahl Bidstrup (V).

Gladsaxe blandt de bedste

I Gladsaxe kommune oplevede man sidste år det laveste antal sygedage pr. ansat i samtlige at TV 2 Lorrys 34 kommuner.

Her lå tallet på 11,2 sygedage pr. fuldtidsansat - men det var heller ikke uden en målrettet indsats, at man fik nedbragt antallet af sygedage.

- Vi har jo taget et langt sejt træk fra at vi havde et meget højt sygefravær til at få et lavere. Og vi har jo indarbejdet nogle rutiner i forhold til, hvordan man arbejder med sygefraværet i samarbejde med vores ledere og medarbejdere i kommunen. Og det har vi fastholdt - også under coronakrisen, siger Trine Græse (S), der er borgmester i Gladsaxe Kommune.

I årets første seks måneder har man i Gladsaxe formået at bevare nogenlunde samme lave fraværsprocent som man havde i samme periode sidste år - til stor gavn for alle i kommunen.

- Det betyder rigtigt meget for vores serviceniveau i kommunen. Det betyder også rigtigt meget for kollegaerne til dem, der ellers ville være syge, at der ikke bliver lagt mere arbejde på dem, når der er sygdom. Så det er en fordel for alle, at vi har et lavt sygefravær, siger borgmester Trine Græse.

Og selvom man i Dragør nu også har præsenteret et rigtigt flot resultat og har rykket sig fra at ligge i den dårligste tredjedel i landet i forhold til antal sygedage pr. fuldtidsansatte til den bedste - så stopper indsatsen ikke her.

- Jeg tror altid, man kan gøre det en smule bedre. Selvfølgelig kommer der sygdom både kortvarigt og langvarigt -for sådan er livet jo nu engang. Men vi vil gøre, hvad vi kan, for at forbedre sygefraværet og samtidig også arbejde på, at gøre Dragør bedre og en bedre arbejdsplads at være på, siger Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup

Se listen: Sådan så sygefraværet ud i din kommune sidste år.

Gennemsnitslige sygefravær per fuldtidsstilling i 2019:​

Gladsaxe Kommune 11,2  dage per fuldtidsstilling. 

Vallensbæk Kommune 11,2.

Dragør Kommune 11,6.

Allerød Kommune 11,9.

Fuersø Kommune 11,9.

Fredensborg Kommune 12,0.

Gentofte Kommune 12,0.

Københavns Kommune 12,0.

Frederiksberg Kommune 12,2.

Greve Kommune 12,2.

Stevns Kommune 12,2.

Lejre Kommune 12,3.

Hørsholm Kommune 12,4.

Køge Kommune 12,4.

Ishøj Kommune 12,5.

Gribskov Kommune 12,7.

Høje-Taastrup Kommune 12,7.

Lyngby-Taarbæk Kommune 12,7.

Roskilde Kommune 12,7.

Tårnby Kommune 12,7.

Glostrup Kommune 12,8.

Helsingør Kommune 12,9.

Hvidovre Kommune 12,9.

Rødovre Kommune 12,9.

Solråd Kommune 12,9.

Hillerød Kommune 13,3.

Ballerup Kommune 13,4.

Herlev Kommune 13,4.

Halsnæs Kommune 13,5.

Rudersdal Kommune 13,5.

Brøndby Kommune 13,6.

Egedal Kommune 13,7.

Albertslund Kommune 13,8.

Frederikssund Kommune 14,1.

 

Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.