Mor til søn med dobbeltdiagnose: Vi er blevet en kastebold i systemet

I Dragør Kommune bor Ulla Petersen, der er mor til en søn på 22 år, som lider af en dobbeltdiagnose. Han har svær angst, ADD og PTSD samt et misbrug af hash og benzodiazepiner, der i moderate mængder hjælper mod angst og søvnløshed. De sidste fire år har Ulla Petersen søgt hjælp hos Dragør Kommune til behandling til sin søn, men uden held. Over 700 sagsakter, adskillige afslag og henvisninger, hvor kun to er endt ud i behandling.

Dog har behandlingerne ikke være den rette hjælp. Det ene behandlingssted var en døgnbehandling, der fejlede, fordi stedet ikke havde ressourcer til at rumme sønnen og hans situation. Det andet behandlingstilbud har indtil videre bestået af tre psykologsamtaler, som sønnen har været glad for, men som ikke har været en tilstrækkelig hjælp mod både hans misbrug og psykiske lidelser.

Ulla Petersen og sønnen savner at blive henvist til et tilbud, der har mulighed for at favne og behandle hele diagnosen på samme tid. Håbløshed og frustration fylder Ulla Petersen, og hun er klar over, hvad den manglende hjælp i sidste ende kan betyde.

”Jeg ved godt, hvordan det ender. Det ender med, at han slår sig selv ihjel. Han sagde det så sent som i går. Det er hårdt at høre,” siger Ulla Petersen.

Ulla Petersen og sønnen er langt fra de eneste, der oplever at falde mellem to stole, når det kommer til behandling af dobbeltdiagnoser. En rapport foretaget af landsforeningen for pårørende Bedre Psykiatri i 2020 viser, at:

”Næsten halvdelen (44 pct.) af de pårørende til personer med psykisk sygdom og samtidigt misbrug har oplevet at blive afvist af psykiatrien med den begrundelse, at misbruget stod i vejen for behandlingen.”

Det sker, selvom det er imod de retningslinjer, som Social- og Sundhedsstyrelsen fremsatte i 2014, der understreger, at man uanset psykisk lidelse eller misbrug har ret til behandling.

​

Lang vej til hjælp

I en periode boede sønnen i Københavns Kommune, hvor han blev henvist til behandling, men da sønnen på daværende tidspunkt var hjemløs og havde større tilknytning til Dragør Kommune, ville Københavns Kommune alligevel ikke hjælpe ham.

“Vi er blevet en kastebold i systemet. Det viste sig, at når man skifter kommune, så starter man forfra,” siger Ulla Petersen.

Københavns Kommune har ikke ønsket at kommentere på kritikken, da den blev forelagt. I stedet forklarer Socialborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard, hvad den generelle løsning bør være. I en mail skriver hun:

“Det bør være et centralt element at have større fokus på borgere, der ikke diagnosticeres eller følger den psykiatriske behandling i regionalt regi. Det kan fx være hjemløse, som ofte har svært ved at følge fastlagte behandlingsforløb.”

Siden Ulla Petersens søn blev sendt tilbage til Dragør Kommune har han endnu ikke modtaget den nødvendige hjælp, og hans situation er blevet forværret.

“Han bliver ikke behandlet. Han har været lukket inde på værelser hos familien, været på gaden eller siddet i vores bil og sovet,” siger Ulla Petersen.

Ansvarsfordeling giver problemer

En af grundene til, at det er svært at etablere en tilstrækkelig behandling til mennesker med dobbeltdiagnoser, er, at ansvaret for psykiatri og misbrugsbehandling er delt mellem region og kommune. Der findes altså ikke et samlet nationalt behandlingstilbud, der favner de behov, som mennesker med psykisk sygdom og misbrug har. Det betyder for mange med en dobbeltdiagnose, at de ikke kan modtage en sammenhængende behandling.

For Ulla Petersen og sønnen har det haft stor betydning for sønnens behandling, at de er bosat i Dragør Kommune.

“Når man er meget uheldig at bo i en by som Dragør, er man i en by uden ressourcer,” siger Ulla Petersen.

Manglen på ressourcer er ikke det eneste problem, Ulla Petersen oplever. Det dårlige samarbejde mellem region og kommune er også noget, der har haft betydning for sønnens behandling.

“Han meldte sig klar til at blive indlagt på psykiatrisk afdeling i Region Hovedstaden for at få hjælp. Men det ville de ikke, og så blev han så skuffet, at han faldt tilbage. Faktisk har han det værre nu end nogensinde før,” siger Ulla Petersen.

Problemet opstår, når psykiatrien ikke vil eller kan behandle den psykiske sygdom, når patienten også har et misbrug. Det samme gælder i kommunen, der ligesom regionen ikke kan behandle misbruget, så længe borgeren har en psykisk lidelse.

​Pressechef ved landsforeningen for pårørende Bedre Psykiatri, Jesper Nissen, peger på, at den usammenhængende behandling giver en oplevelse af at blive kastet frem og tilbage i systemet. Derfor mener Bedre Psykiatri, at ansvaret skal samles ét sted. Dog påpeger han også, at problemet er mere omfattende end som så, og at løsningen kræver mere end blot en ændring i ansvarsfordelingen.

”Der er ikke nogen, der påstår, at det bliver let, så snart ansvaret flyttes. Det er rigtig svært at behandle dobbeltdiagnoser, fordi symptomerne bliver sløret af misbruget og omvendt,” siger Jesper Nissen.

Manglende behandling har store konsekvenser

Det er problematisk, at der ikke er den rette behandling til mennesker med dobbeltdiagnoser, og det har alvorlige konsekvenser for den enkelte, mener Katrine Schepelern Johansen, leder af Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, der er en forsknings- og udviklingsafdeling i Region Hovedstadens Psykiatri.

”Vi har at gøre med mennesker, der har nogle alvorlige problemstillinger. Så det har selvfølgelig også alvorlige konsekvenser, når den behandling, de modtager, ikke er rettet mod deres problemstillinger,” siger Katrine Schepelern Johansen.

I de fire år, Ulla Petersen og sønnen har kæmpet for at få den nødvendige hjælp i henholdsvis Dragør og Københavns Kommune, er det kun gået en vej. Sønnen har trukket sig mere og mere ind i sig selv, og hans sociale færdigheder eksisterer ikke længere. Fire år er lang tid at være isoleret, og det kan have store konsekvenser.

Psykiater og misbrugsekspert Henrik Rindom arbejder med mennesker med dobbeltdiagnoser, og han oplever, at ensomhed er et gennemgående tema.

”Er der noget som psykisk syge lider af, så er det ensomhed. De er svært isolerede, og ensomheden er enorm destruktiv,” siger Henrik Rindom.

Ensomhed er bare én af de ting, mennesker med dobbeltdiagnoser kæmper med. De har nemlig også dårlige forudsætninger for at komme i arbejde, øget risiko for at blive hjemløse samt nedsat levealder.

Dobbeltdiagnoser koster samfundet dyrt

Det er ikke kun Ulla Petersen og hendes søn, der betaler en dyr regning, når sønnen ikke får den rette behandling. Også for samfundet har det stor betydning, at man endnu ikke har fundet en national løsning, der sikrer, at mennesker med en dobbeltdiagnose bliver hjulpet tilstrækkeligt.

Lars Benjaminsen, der er seniorforsker ved forsknings- og analysecentret VIVE, har undersøgt, hvilke samfundsøkonomiske konsekvenser der er forbundet med mennesker med en dobbeltdiagnose.

”Vores undersøgelse viser, at gruppen med dobbeltdiagnoser generelt har et meget højt træk af ydelser i velfærdssystemet i forhold til andre grupper,” siger Lars Benjaminsen.

Det enorme ressourceforbrug er også noget, Ulla Petersen kan genkende i sønnens situation.

​”Man har brugt enormt mange ressourcer på at snakke om ham, men man har ikke foretaget nogen indgriben. Hvis han havde fået hjælp, da han blev syg, kunne han have været ude af behandlingen,” siger Ulla Petersen.

Enige om ændring, uenige om løsning

Der skal findes en løsning. Det er der bred enighed om blandt politikere og involverede parter, da den nuværende behandling af mennesker med dobbeltdiagnoser er for dårlig.

​”Det er rigtig vigtigt, at vi politisk siger, at personer ikke skal lande mellem to stole. I stedet må vi finde ud af, hvad løsningen skal være,” siger Social- og Indenrigsordfører Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Hvordan den konkrete løsning skal være, kan hun dog ikke pege på endnu. Og opgaven er lettere sagt end gjort, for uenigheden er stor blandt parterne.

Socialborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard, mener, at det kræver flere ressource at etablere et ordentligt tilbud.

“Hvis vi skal forbedre indsatsen for borgere med dobbeltdiagnose, er der behov for, at folketinget afsætter flere penge til den sociale og sundhedsmæssige indsats i kommunerne,” skriver Mia Nyegaard i en mail.

Kommunernes Landsforening mener, at kommunerne har bedst forudsætning for at levere den rette behandling til mennesker med en dobbeltdiagnose, da de i forvejen er tættere på den enkelte borger. I en mail skriver de:

”Vi ser et potentiale for at kunne aflaste psykiatrien, hvis regeringen og Folketinget i tiårsplanen prioriterer penge til at opruste misbrugsbehandlingen med psykologer i alle landets kommuner.”

Denne løsning er landsforeningen for pårørende Bedre Psykiatri ikke enig i. De ser hellere, at det fulde ansvar bliver lagt over i regionerne, så man har behandlingen af misbruget og den psykiske lidelse samlet. Det vil sikre en mere sammenhængende behandling.

”Vi håber, at der bliver oprettet nogle specialafdelinger for de syge med alvorligt misbrug i regionen, så de får samlet og styrket ekspertisen i behandlingen af dobbeltdiagnoser,” siger pressechef Jesper Nissen hos Bedre Psykiatri.

Kræver mere end en strukturændring

Men der skal mere end en omstrukturering til, før der vil ske forbedring. Det mener leder af Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, Katrine Schepelern Johansen.

“Det er for simpelt at beskrive problemet ved at sige, at problematikken er ansvarsfordelingen mellem kommune og region,” siger Katrine Schepelern Johansen.

Allerede i amternes tid, hvor behandlingen lå samlet, så man de samme problematikker. Det er derfor ikke blot et spørgsmål om en organisatorisk ændring. Det handler også om, at der skal arbejdes målrettet med at udvikle en sundhedsfaglig tilgang, som tager hensyn til både det sociale og psykologiske aspekt, mener hun.

Det er ikke givet på forhånd, at en strukturændring vil forbedre behandlingstilbuddene, men den struktur, der er i dag, er ikke god nok til sikre den nødvendige behandling.

”Der er ikke nogen tvivl om, at en opdeling af ansvar ikke har gjort det lettere,” siger Katrine Schepelern Johansen.

Socialborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard, er enig i, at ansvarsfordelingen kan give problemer i forhold til at tilbyde en sammenhængende behandling, men påpeger samtidig, at samarbejde ér muligt.

“Vi har i de fleste tilfælde et velfungerende samarbejde med psykiatrien i regionerne. Men vi kan blive bedre til at koordinere, så borgeren oplever en mere sammenhængende socialfaglig og sundhedsmæssig indsats,” skriver Mia Nyegaard.

​Et af de få steder, hvor man har lavet en specialiseret behandling til mennesker med dobbeltdiagnoser, er på Sct. Hans Hospital i Roskilde. Her har man samlet behandlingen, men kun for de hårdest ramte. Afsnittet, Afdeling M, behandler både den psykiske lidelse og misbruget, fordi det er nødvendigt at gøre samtidig, mener klinikchef på Afdeling M, Jakob Krarup.

​Der indlægges årligt 300 dobbeltdiagnosepatienter til tre måneders integreret behandling, og resultaterne er gode. Gennem omfattende kompetenceudvikling af medarbejderne inden for samtaleterapi har Afdeling M formået at have en lav forekomst af tvang, og de har fået positive tilbagemeldinger fra patienterne selv.

​​Den lave tvang er en forudsætning for at kunne behandle dobbeltdiagnosen, da tvang er ødelæggende for patientens motivation. Netop motivationen er nødvendig for at kunne være vedholdende i det hårde arbejde med især misbrugsproblematikken, mener klinikchef på Afdeling M, Jakob Krarup.

Jakob Krarup er sikker på, at de har fundet den rette løsning, når det handler om hjælp til de hårdest ramte dobbeltdiagnosepatienter, men han savner, at der er flere, der gør det samme.

”Jeg håber, at der er nogen, der ser på vores resultater og siger, at det kan lade sig gøre,” siger Jakob Krarup.

Han mener, at behandlingstilbuddet er alle pengene værd, især når man vejer det op mod de samfundsøkonomiske og menneskelige konsekvenser ved ikke at have det.

Ingen forventning om hjælp

Hos Ulla Petersen er håbet om hjælp dog ved at svinde ind. Den lange og indtil videre umulige kamp for at få den nødvendige behandling til sin søn har gjort, at Ulla Petersen ikke længere tror på, at der vil ske en forbedring.

”Jeg tror ikke på det. Vi prioriterer vores penge forkert i Danmark. Vi hjælper ikke der, hvor vi skal hjælpe, for der er ikke noget at hjælpe med,” siger Ulla Petersen.

Lige nu står de igen i ingenmandsland, efter de endnu engang er blevet afvist til behandling. Men kampen fortsætter for den nødvendige hjælp. En kamp, der for længst ville være tabt, hvis sønnen stod alene.

“Hvis han var alene, var han død for længst. Det gør rigtig ondt. Der går mange unge mennesker rundt, der ikke har nogen til at kæmpe for dem. Der er ikke nogen, der kommer og samler dem op. De skal selv kravle derhen for at bede om hjælp,” siger Ulla Petersen

​Dragør Kommune er af flere omgange blevet forelagt kritikken, men de har valgt ikke at kommentere den.