Det siger ny evaluering om tilskuerforsøg i Superligaen

Evaluering konkluderer, at der kan spilles fodbold i Danmark med flere end 500 tilskuere hen over sommeren.

En gruppe bestående af Rigspolitiet, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Dansk Boldspil-Union (DBU) og Divisionsforeningen har evalueret flere superligakampe med mere end 500 tilskuere.

Det drejer sig omblandt andet om kampene Brøndby-FCK og Lyngby-OB, der havde henholdsvis  3000 og 875 tilskuere i den forgangne spillerunde.

Her er hovedkonklusionerne fra evalueringen:

* Der er mulighed for at afvikle kampe med flere end 500 personer hen over sommeren.

* Sundhedsmyndighedernes anbefaling om to meters afstand bør fastholdes. Men personer, som er fra samme husstand eller husstandslignende forhold, kan godt sidde sammen på for eksempel et specielt tribuneafsnit.

* Klubberne anstrengte sig for at opfylde tiltagene i sikkerheds- og sundhedsplanen og efterlevede dem overordnet set før, under og efter kampene.

* Også tilskuerne efterlevede retningslinjerne loyalt.

* Klubberne udarbejdede hurtigt en sikkerheds- og sundhedsplan, og det indikerer, at alle klubber på alle stadioner i Superligaen kan gøre det samme.

* Der var mulighed for hurtig og effektiv smitteopsporing, fordi alle tilskuere havde tilknyttet sine data.

* Der kan ske forbedringer i undervisning og træning af korrekt håndhygiejne og brug og håndtering af værnemidler.

* Der skal opmærksomhed på tilskuerophobning uden for stadion, da det er uklart, hvem der skal håndhæve retningslinjerne om eksempelvis afstand.

Kilder: Kulturministeriet.

/ritzau/