Designer forvandler hullet genbrugstøj til mode

Designtalentet Søren Le Schmidt arbejder i øjeblikket på en kollektion, der udelukkende er lavet af genbrugstøj, der er doneret til Røde Kors. Han håber, at det kan få folk til at gå mere i genbrug.

Normalt er Søren Le Schmidt en af de designere, der afholder shows under den københavnske modeuge. Og så har selveste kronprinsesse Mary været iklædt en af hans kreationer.

Med andre ord er han et temmeligt anerkendt designtalent.

For tiden barsler han imidlertid med noget helt andet end catwalks og kendisser.

Han har nemlig indgået et samarbejde med Røde Kors om at kreere en hel kollektion, der udelukkende er lavet af genbrugstøj.

quote Jeg håber, at folk tør at gå hjem i deres eget, forældres eller bedsteforældres klædeskab og eksperimentere.

Søren Le Schmidt

En kollektion, der kommer til salg i en såkaldt POP UP shop senere på året. Og hvor alt overskuddet fra salget går til Røde Kors' humanitære arbejde i Danmark og i udlandet.

Inspiration til eksperimenter

Og selv om en hjælpende økonomisk hånd til Røde Kors' arbejde i sig selv må siges at være et nobelt formål, så er det ikke det eneste, Søren Le Schmidt håber at få ud af arbejdet:

- Jeg håber, at folk kommer ind i den her butik og bruger det som inspiration. Og så tør at gå hjem i deres eget, forældres eller bedsteforældres klædeskab og eksperimentere, fortæller han.

 
 

For ham er det vigtigt at vise folk, at vi - udover at blive bedre til at købe genbrug - skal blive bedre til at bruge det, vi i forvejen har. Men på en ny måde.

- Vi har for eksempel lavet en denimjakke, som er fuldstændig besat af perler. Og de er syet på i hånden, så det er egentlig noget, alle kan. Det tager bare lang tid, tilføjer han og holder en denimjakke op, der - ganske rigtigt - er dækket af lyserøde perler i forskellige former.

 
 

Det lille lokale på Fælledvej i København er fyldt op med bunkevis af tøj, der ved første øjekast kan synes ubrugeligt; ærmer med genstridige pletter, brændemærker fra cigaretgløder og huller, der afslører de mørnede stoffers mange år på bagen.

 
 

Alt sammen tøj, som Søren Le Schmidt kyndigt har udvalgt fra et stort kassebånd fra Røde Kors' hovedlager i Horsens:

- I stedet for at kassere det ser vi muligheder i det. Måske kan man brodere henover det. Vi har nogle brudekjoler, som var helt møre og bare ikke kunne mere. Men så var der nogle skørter under, som vi kunne bruge til at lave kjoler eller kapper af.

Upcycling-tendens vinder frem

Søren Le Schmidt og Røde Kors er ikke ene om at bryde med brug-og-smid-væk-tankegangen og sætte fokus på upcycling. 

En proces hvor man tager noget brugt og laver det om til et andet produkt af samme eller højere værdi, hvilket også taler ind i en anden af tidens helt store trends: Bæredygtighed.

quote Jeg mener, at det er vores pligt som vigtig aktør i modens økosystem at tage et grundigt kig på, hvordan Copenhagen Fashion Week kan udspille sin rolle til størst gavn for en bæredygtig agenda i branchen.

Cecilie Thorsmark, CEO for Copenhagen Fashion Week

Så sent som ved den netop overståede modeuge i København, meldte CEO, Cecilie Thorsmark, ud, at modeugen skal begynde at tage medansvar for branchens bæredygtige udvikling:

- Det er ikke et punkt, der kan sættes flueben ved hurtigt, men jeg mener, at det er vores pligt som vigtig aktør i modens økosystem at tage et grundigt kig på, hvordan Copenhagen Fashion Week kan udspille sin rolle til størst gavn for en bæredygtig agenda i branchen, siger hun i en pressemeddelelse.

 
 

Sideløbende har nogle af branchens større spillere meldt sig på banen; fra modesitet Zalando til De Forende Dampvaskerier, der for nyligt indgik et samarbejde med genbrugsuniverset Veras om at give aflagte hospitalsdyner nyt liv.

Og med genbrugskollektionen håber Søren Le Schmidt altså at kunne udbrede tendensen til ikke kun at gælde de store spillere. Han håber, at folk vil tage tendensen med sig hjem i sit eget klædeskab.

- Jeg tror, den (kollektionen, red.) vil styrke folks kreativitet, understreger han.