Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Godhavnsdreng opgiver at kræve erstatning ved Højesteret

69-årige Poul-Erik Rasmussen opgiver at kræve erstatning i Højesteret for sin tid på børnehjemmet Godhavn.

03. apr 2018, kl. 10:36 af · ·

Sagen om overgreb mod drenge på børnehjemmet Godhavn i Nordsjælland bliver alligevel ikke ført ved Højesteret.

Det oplyser Poul-Erik Rasmussen og hans advokat Bjørn Elmquist.

Den tidligere børnehjemsdreng fik 1. marts grønt lys af Procesbevillingsnævnet til at tage sagen til landets højeste retsinstans.

Men det kommer ikke til at ske, oplyser 69-årige Poul-Erik Rasmussen.

- Jeg har i samråd med min advokat besluttet, at vi dropper Højesteret. Jeg har ikke pengene til det og kan heller ikke skaffe dem, siger han.

Poul-Erik Rasmussen har krævet en erstatning på 10.001 kroner og en undskyldning fra staten. 

Kravet om erstatning er tidligere blevet afvist af byretten og landsretten, og han har fået afslag på fri proces til at føre sagen.

Poul-Erik Rasmussen boede på Godhavn i perioden fra 1962 til 1965. Dengang blev han og de øvrige børnehjemsbørn udsat for en række overgreb, herunder systematiske tæsk, lussinger, seksuelle overgreb og medicinske forsøg.

Det slog den uvildige undersøgelse "Godhavnsrapporten" fast i 2011.

Selv om Poul-Erik Rasmussen kaster håndklædet i ringen, føler han ikke, at kampen gennem de seneste ti år har været forgæves.

- Jeg synes, vi har haft mange sejre. Vi har medvirket til, at forældelsesfristen i sager om overgreb mod børn er frafaldet med tilbagevirkende kraft. 

- Og vi har skabt mere fokus om den måde, man anbringer børn på, siger Poul-Erik Rasmussen.

Selv om han opgiver at gå videre med sagen i retssystemet, håber han stadig på en undskyldning fra politikerne.

- Det ændrer ikke på, at vi stadig kæmper for en undskyldning, bare ikke gennem retten, siger Poul-Erik Rasmussen.

Advokat Bjørn Elmquist ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes at indgå forlig med staten i sagen.

- Her i begyndelsen af marts, da vejen til Højesteret var banet, foreslog vi statens advokat, Kammeradvokaten, et forlig. 

- For nu havde også socialministeren jo stemt for, at den slags sager ikke er forældede. Men den sunde fornuft rakte åbenbart ikke til et ministersvar, siger han i en skriftlig kommentar. 

/ritzau/

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version