Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Kæmpeprojekt: Her skyder Danmarks formentligt dyreste skolebyggeri op

Den suverænt dyreste post på Københavns Kommunes budget for 2020 bliver et stort skoleprojekt til 900 millioner kroner.

14. okt 2019, kl. 09:43 af · ·

I det enorme regneark, der opgør Københavns Kommune indtægter og udgifter for 2020, skiller linje 29 sig ud. 

I hvert fald målt på antallet af millioner, politikerne har valgt at bruge på dette ene projekt.

Cirka 900 millioner kroner er der således i alt sat af til at bygge og drive en ny folkeskole på Hannemanns Allé - lige ved Royal Arena - i Ørestad, oplyser Københavns Kommune.

Med i prisen følger også en helt ny svømmehal, idrætshal, madskole, kommunal fritidsordning og fritids- og juniorklub. Det kunne børne- og ungeborgmester, Jesper Christensen (S), for nylig fortælle i forbindelse med offentliggørelsen af det nye budget.

- Det er en overordentlig glædelig nyhed for borgerne i Ørestad, sagde han. 

Færdig i 2023

Ifølge flere politikere på Københavns Rådhus, som TV 2 Lorry har talt med, er der tale om Danmarks til dato dyreste skolebyggeri. Det hænger blandt andet sammen med, at det er dyrt at købe byggegrunde i København. 

Samtidig er København én af de eneste kommuner i landet, der har behov for at bygge nye skoler på grund af massiv befolkningstilvækst. Og med den generelle prisudvikling og nye krav til folkeskoler, vil det nyeste skolebyggeri i byen på den måde som regel ofte overgå den næstnyeste skole som landets dyreste, lyder forklaringen. 

Skolen skal stå færdig i 2023, og til den tid kan alle borgere i Ørestad se frem til at benytte sig af skolens svømme- og idrætshal efter skoletid. Det sker for at imødekomme det stigende behov for fritidsfaciliteter. 

Stigende børnetal

At der overhovedet skal bygges en skole på Hannemanns Allé, skyldes at Kalvebod Fælled Skole og Ørestad Skole ikke længere har plads til de stadigt flere børn i Ørestad.

Det har påkaldt sig politisk bevågenhed, siger Socialdemokratiets børne- og ungdomsordfører, Sofie Seidenfaden.

- Vi skal som kommune sørge for, at børnefamilier har mulighed for at sætte deres børn i en folkeskole tæt på der, hvor de bor, siger Sofie Seidenfarden til TV 2 Lorry.

Det er et såkaldt funktionsprogram, der sætter rammerne for, hvad nye skoler i København skal indeholde, afhængig af hvor mange spor, der skal bygges.

Sofie Seidenfarden, hvorfor koster projektet hele 900 millioner kroner?

- Man skal se det som en skole i sammenhæng med en svømmehal, en idrætshal og fritidsklub. Den fungerer både som skole og et sted, hvor beboerne i Ørestad kan dyrke fritidsaktiviteter. Ser man isoleret på byggeriet af skolen, er det ikke dyrere end de øvrige skoler, der bygges i København. Vi vil i højere grad forsøge at sætte funktioner sammen i København, og så løber det op og bliver mange penge, siger Sofie Seidenfarden. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version