Arkitekt vil have ny banegårdsplads: "I dag møder man et hul i jorden"
En tegnestue i København har lavet et skitseforslag til en hel ny banegårdsplads i hovedstadens centrum.
Det er det første sted i København, som turisterne møder med deres rullekuffert.
Det er også her, at unge mennesker kysser kæresten farvel, eller børnene holder mor og far i hånden, når de skal i Tivoli.
Tusindvis af mennesker myldrer dagligt gennem Københavns Hovedbanegård, men det første, der møder dem, er bogstaveligt talt et hul i jorden.
Og det er bare ikke godt nok, mener arkitekt Erik Nobel fra NOBEL arkitekter.
Derfor har han lavet et uopfordret skitseforslag til en hel ny banegårdsplads i hovedstadens centrum.
- Jeg cykler selv dagligt forbi, og man møder et hul i jorden og en masse cykler. Det er bare ikke værdigt for Københavns status. Også set i lyset af, hvor meget der ellers foregår i nærheden af Hovedbanegården. Udbygningen af Posthusgrunden, Axel Towers og Kødbyen. Der sker en markant ombygning af hovedstaden, og jeg mener, at byens rum må følge med. Man kan ikke bare sidde på hænderne, siger han til TV 2 Lorry.
Derfor har han afsat tid til at udarbejde et alternativ, og hans løsning er blevet en åben plads med overdækket parkering til cirka 2.000 cykler.
- Om få år åbner metrolinjen, og vi får stadig mere brug for cykelstativer, så vi er nødt til at gøre noget. Samtidig skal vi da have en imødekommende banegårdsplads, hvor de smukke bygninger omkring kan ses fra nye vinkler. Frihedsstøtten burde iscenesættes, men den står i dag forblæst på Vesterbrogade midt i trafikken, forklarer Erik Nobel til TV 2 Lorry.
Hullet over skinnerne er blandt andet til for, at damp og forurening fra togene kan stige til vejrs, men eftersom at teknikken er blevet en anden, og at togene forurener mindre, så er tiden inde til, at man udnytter pladsen, mener arkitekten.
Københavns Kommune og DSB har da også løbende været i dialog omkring en fornyelse, der skulle skaffe flere cykelpladser.
Blandt andet har en løsning med et delvist overdække af togskinnerne været i tale.
Har du en ide om, hvad dit nye foreslag vil koste?
Nej ikke på nuværende tidspunkt. Det tør jeg ikke sige. Selvfølgelig må man bruge kræfter på at finde fornuftige løsninger, der ikke koster det hvide ud af øjnene. Men hvor der er vilje, er der vej. Københavns Kommune og DSB må gå sammen, og så kan de muligvis blive støttet af andre private aktører. For eksempel har RealDania støttet andre projekter med betydelige beløb.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version