Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Udsigt til tomme tribuner ærgrer FCK-profiler

Støtten fra fans er med til at give FCK-holdet de sidste procenter i jagten på en sejr, siger holdets spillere.

22. aug 2017, kl. 18:02 af · ·

Det kan få sportslig betydning for FC København, hvis klubben ikke har held med at vinde appelsagen mod Fodboldens Disciplinærinstans, der tirsdag har idømt klubben at skulle spille to hjemmekampe i Superligaen uden tilskuere efter uroligheder i forbindelse med udekampen mod Brøndby 6. august.

Tilskuernes opbakning er nemlig med til at løfte spillerne og en del af forklaringen på, at holdet ikke har tabt hjemme i en superligakamp i tre år. Det siger FCK-profilerne Youssef Toutouh og Rasmus Falk.

- Tilskuernes opbakning betyder rigtig meget for os. De er vores 12. mand, og når det ikke går godt, så hjælper de os op og har gjort det i lang tid. De er selvfølgelig en del af forklaringen på, at vi meget sjældent taber herinde.

- Derfor er det selvfølgelig ærgerligt, hvis de ender med ikke at må komme herind i to kampe. Hvis det ender sådan, så må vi klare os uden dem og vise, at vi godt kan det, siger Youssef Toutouh.

- Vi er kede af det

Han suppleres af kollegaen Rasmus Falk.

- Vi er selvfølgelig kede af, at det foreløbig er faldet sådan ud. Det er også synd for modstanderholdet, selv om det vil være en fordel for os at have vores hjemmepublikum i Parken.

- Man skal altid være der som fodboldspiller, uanset om der er 200 eller 25.000, men det gør en forskel, når der er tilskuere til at bakke en op. 

- Fansene giver de ekstra procenter, specielt i perioder hvor der er lidt udfordringer, som det har været tilfældet i den her sæson, siger Rasmus Falk.

Ballademagere udelukket

En stor del af ballademagerne fra kampen i Brøndby er identificeret og udelukket fra FCK-kampe, og derfor rammer en straf med tomme tribuner de forkerte, mener Youssef Toutouh.

- Det er ærgerligt for alle dem, som ikke gør noget forkert. Som klub skal vi stå sammen om, at det ikke sker igen, for det håber jeg ikke, for vi vil gerne have vores fans hele tiden, siger midtbanespilleren.

Onsdag aften bliver det med støtte fra lægterne, når FC København skal forsøge at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet for andet år i træk. /ritzau/

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version