Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Venstremand om Lindegården-annonce: "Lars Løkke tænker på jer"

Medarbejderne på det psykiatriske bosted, Lindegården, opfordrer i en stor annonce statsministeren til at nævne deres dræbte kollega i nytårstalen.

30. dec 2016, kl. 21:30 af · ·

Medarbejderne på Lindegården forsøger nu at bruge statsministerens nytårstale i kampen for bedre forhold i psykiatrien.

I en stort opsat annonce i dagbladet Politiken i dag retter de en direkte appel til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

-Vi ved godt, at du skal tale om en masse ting i din nytårstale. Men vi lytter nok mest med for at høre, om Vivi er en del af den, skriver de i annoncen. 

- Det er vigtigt, at politikerne hele tiden bliver husket på, at der indtil nu ikke er sket nogle forbedringer i psykiatrien, siger Mia Kristina Hansen, som er en af personerne bag annoncen.

Annoncen kommer som seneste våben i en kamp, som begyndte i marts i år, da sosu-assistenten Vivi Nielsen mistede livet, da hun blev stukket ned af en beboer på bostedet Lindegården i Roskilde.

Siden har medarbejderne og fagforeningen kæmpet for at gøre opmærksom på de arbejdsforhold, ansatte i psykiatrien har - og for at få højnet sikkerheden.

Venstre: Forbedringer på vej

- Vivi er nummer fem, og der er stadigvæk ikke sket noget, der har forandret vores hverdag, siger Mia Kristina Hansen til TV 2 Lorry.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke svaret på annoncen i dag, men hans partifælle Carl Holst siger, at regeringen har afsat knap 70 millioner kroner i 2017 til psykiatrien.

- Vi vil forbedre flugtveje, overfaldsalarmer og andet på bostederne, siger Carl Holst, socialordfører, Venstre.

Senere – i 2018 - har regeringen afsat 410 millioner kroner til psykiatrien. 

- Vi har brug for flere hænder og flere sengepladser nu. Psykiatrien skal ikke være et sted, hvor personalet skal flygte, siger Mia Kristina Hansen som svar.

På spørgsmålet om, hvorvidt Lars Løkke nævner afdøde Vivi Nielsen i nytårstalen i morgen, svarer socialordføreren undvigende.

- Statsministeren har kun begrænset plads i sin tale. Men jeg er helt sikker på, at han i sine tanker har været meget opmærksom på, det uacceptable i at fem medarbejdere er blevet dræbt på bare fire år, siger Carl Holst til TV 2 Lorry

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version