Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Lyngby slår FCK og overtager tredjepladsen i Superligaen

Lyngby besejrede søndag FC København med 3-1 og vandt dermed for fjerde gang i træk i Superligaen.

21. maj 2017, kl. 15:33 af · ·

Lyngby tog søndag den fjerde sejr på stribe i Superligaen, da holdet slog de danske mestre fra FC København med 3-1.

FC København har dermed tabt to kampe i træk i Superligaen, da det tidligere i denne uge også blev til et nederlag til FC Midtjylland.

Lyngby havde før søndagens kamp tabt de seneste 15 indbyrdes opgør mod FC København i Superligaen, men det fik holdet sat en stopper for efter en flot præstation foran 4256 tilskuere på Lyngby Stadion.

Første farlige forsøg

Et veloplagt Lyngbys-mandskab startede kampen godt og kom efter 15 minutter også foran, da Mikkel Rygaard sparkede bolden fladt i nettet til 1-0 bag FCK-målmand Stephan Andersen.

Hjemmeholdets dominans fortsatte gennem hele første halvleg, og målmand Jesper Hansen blev blot tvunget til en enkelt redning i løbet af første halvleg.

De flotte Lyngby-takter fortsatte efter pausen, hvor Jesper Christjansen efter få minutter sparkede på stolpen efter et godt angreb.

20 minutter inde i anden halvleg kom FCK til holdets første farlige forsøg, da Kasper Kusk sendte bolden af sted fra distancen og tvang Jesper Hansen til en god redning.

FCK i top

Da FCK endelig fik passeret Jesper Hansen, agerede Thomas Sørensen redningsmand på stregen, og med godt ti minutter igen fik Lyngby scoret igen, da Hallgrimur Jonasson sparkede bolden højt i nettet til 2-0.

I kampens overtid scorede den unge angriber Jens Odgaard til 3-0, inden Andrija Pavlovic fik reduceret til 3-1.

Lyngby kravler med sejren op på tredjepladsen før den sidste runde af Superligaen, mens FCK ikke har fået den optimale optakt til torsdagens pokalfinale, hvor holdet møder Brøndby i Telia Parken.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version