Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

'Den Falske Marquis' stiller op til kommunalvalget

Marcel de Sade, også kendt som 'den falske marquis', opstiller til kommunalvalget på Frederikberg. Her er også en række andre kendte på stemmesedlen.

11. okt 2017, kl. 16:48 af · ·

Endnu en kendis har meldt sit kandidatur til det kommende kommunalvalg.

Denne gang er det ingen ringere end Marcel de Sade, som de fleste kender som Marquis de Sade eller ’den falske marquis’.

Han stiller op på Frederiksberg som liste M’s eneste kandidatnavn, skriver Frederiksbergbladet.

Hvad der ligger til grund for Marquis de Sades opstilling, er det endnu ikke lykkedes Frederiksberg Bladet at få svar på. Han vil nemlig ikke oplyse sit telefonnummer til journalister, oplyser valgkontoret over for avisen.

I stedet opfordrer han interesserede til at kontakte ham, når han dagligt færdes på Frederiksberg Allé, hvor han bor.

'Høfligheden er forsvundet'

Når det kommer til politik, har den kulørte kendis dog tidligere luftet visse holdninger omkring samfundet.

I et interview med Berlingske tilbage i 2014 sagde han således:

- Samfundet er blevet meget anderledes. Høfligheden og dannelsen er forsvundet. I mine øjne lever vi i en tid, der er lige på grænsen til anarki, og det finder jeg meget ubehageligt.

I selvsamme interview nævner han også cykler på fortovet, telefonsnakkende bilister, forfladigelse af sproget, skrigende børn overalt, en umyndiggjort folkeskole og ulyttelig musik i radioen som ting, der irriterer ham.

Kulørt liv

Marcel de Sade (født Jørgen Vase Schmidt i 1934) blev en kendt figur i den brede offentlighed tilbage 1950’erne, da han hævdede at have købt titlen marquis i Vatikanstaten.

Samtidig levede han et ekstravagant liv med fest og farver i det københavnske jetset-miljø.

Men ballonen brast i 1963, da han blev anklaget og dømt for regnskabssvindel til en værdi af 820.000 kroner.

Det udløste en dom på fire og et halvt års fængsel, men efter at have afsonet tre og et halvt år, var Marcel de Sade igen en fri fugl.

Herefter blev han kendt som ’Den Falske Marquis’, men til den dag i dag fastholder han stadig sin adelstitel.   

Han er uddannet regnskabsholder fra Det Østasiatiske Kompagni, og i 1980'erne var Marquis de Sade fortsat fast inventar i det københavnske jetset, hvor han blev kendt for sine farverige kostumer og dyre vaner.

I 1985 udgav han en plade, som han dog selv var så utilfreds med, at han opkøbte de fleste eksemplarer og ødelagde dem. Der er desuden produceret flere TV-programmer om Marcel de Sades ekstraordinære og ekstravagante liv. 

Flere kendte navne

Når borgerne på Frederiksberg går i stemmeboksen til kommunalvalget tirsdag den 21. november, vil der også være andre kendte ansigter at sætte sit kryds ved på stemmesedlen.

Blandt andre den tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør Brian Holm samt rejsedirektøren Stig Elling, der begge stiller op for De Konservative.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version