Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Skoleleder i chok efter hærværk mod regnbueflag på københavnsk skole

En eller anden flere ukendte gerningspersoner har taget et regnbueflag ned på Husum Skole og tilsyneladende brændt hul i det.

22. aug 2020, kl. 14:32 af · ·

En tur til Husum Skoles legeplads lørdag formiddag blev alt andet end hyggelig for Jens Olesen.

Han er far til en datter, der går i 3. klasse på skolen i den københavnske bydel.

Regnbueflaget, der hele ugen har hængt i skolens flagstang, lå på jorden og havde synlige huller i sig. Sorte plamager ved hullerne tyder på, at nogen har haft held med at brænde hul i flaget. 

42-årige Jens Olesen var forfærdet, og han tog derfor straks en række billeder af flaget og lagde dem op i Facebook-gruppen ‘Brønshøj’. 

- Det er jo helt forfærdeligt og skammeligt. Jeg var glad for at se, at flaget var hængt op i begyndelsen af ugen, så det her er til at tude over. Det er for pinligt, siger Jens Olesen til TV 2 Lorry. 

Artiklen fortsætter under billedet...

"Jeg er rystet"

Skoleleder på Husum Skole, Annette Samsøe Jensen, er foraget efter at have set billederne af det ødelagte regnbueflag. 

- Det er vores skole, og det hang i flagstangen, da jeg tog hjem fredag eftermiddag. Det er jeg søreme ked af. Jeg er faktisk rystet. Det, jeg er mest chokeret over, er, at nogen kan finde på at gøre den slags, siger Annette Samsøe Jensen.

Hun oplyser, at Husum Skole til daglig netop er kendetegnet ved mangfoldighed. Medarbejdere, forældre og familier repræsenterer mange forskellige familiemønstre og sociale og etniske grupper i samfundet. 

- Det stikker dybt i os. Retten til at være den, man er, er en af vores grundværdier. Mangfoldighed er en styrke, og vi arbejder med det sammen med børnene. 

Tog flag med hjem

Annette Samsøe Jensen vil nu kontakte skolens forældre. 

- Jeg vil skrive til dem, at jeg er skuffet over sagen, men at jeg ikke kan forestille mig, at nogle af vores egne børn kunne finde på det, siger hun. 

Jens Olesen fortæller, at han har taget flaget med hjem og vil aflevere det til skolen igen mandag.

- Det skulle ikke ligge der og blive yderligere vandaliseret, siger Jens Olesen. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version