Stress og angst: Sådan forbereder du din hund på nytårsaften
Som hundeejer er det vigtigt at planlægge nytåret i god tid, så der bliver taget hensyn til familiens hund. Her kan du se, hvad du bør gøre.
For mennesker er nytårsaften forbundet med fest, farver og højlydte brag.
Det ses ikke mindst i København, hvor himlen nytårsnat bliver lyst op i et øredøvende inferno af raketter og romerlys.
For menneskets bedste ven kan nytår dog være forbundet med stress og angst. Det er derfor vigtigt som hundeejer at planlægge nytårsaften i god tid for at gøre nytårsaften mindst stressende for familiehunden, skriver Dyrenenes Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
- Det varierer meget fra hund til hund, hvor stressende de oplever nytårsaften. Nogle hunde bliver så stressede, at de skal medicineres, og andre kan nøjes med at ligge i skødet hos ejeren. Men uanset hvor stresset den enkelte hund bliver, så bør man som hundeejer altid planlægge en nytårsaften, hvor der også er taget hensyn til hunden, siger Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr hos Dyrenes Beskyttelse.
’Spredes som ringe i vandet’
Hunden kan blive bange for andre høje lyde eller blive mere stresset til næste nytår, hvis ikke der tages hensyn til hunden nytårsaften.
- Den store stress og angst, nogle hunde oplever nytårsaften, kan spredes som ringe i vandet til andre situationer som torden og skybrud. Angsten forsvinder ikke af sig selv, men kan udvikle sig i en negativ retning og blive til stor gene for hunden. Nytårsfejringen er en fest for os, men en skræmmende aften for familiehunden, fordi alle vaner brydes i kombination med enormt høje lyde og lysblik. Derfor må vi som hundeejere tage de hensyn, der gør at hunden ikke bliver så påvirket, at den også begynder at føle angst i hverdagen, forklarer Jens Jokumsen.
Der er mange ting, man som hundeejer kan gøre for at skærme sin hund. Målet med alle tiltag skal altid være, at hunden kommer til at føle så meget tryghed som muligt – trods nytårsspektaklerne.
Tryghed er målet
Når man skal finde ud af, hvad der er de bedste hensyn at tage for sin hund nytårsaften, handler det om at vurdere, hvor stresset hunden blev sidste år eller hvor stresset hunden generelt bliver ved høje lyde eller uvante situationer, hvis hunden er en hvalp.
- For nogle hunde er nytårsaften meget stressende, her kan det være en god ide at fejre nytår væk fra byen, hvor der ikke er larm fra fyrværkeri, så hunden ikke bliver udsat de høje lyde og lysblik i timevis. For andre hunde er det passende bare at lade dem være tæt på ejeren eller give dem deres yndlings tyggeben, når fyrværkeriet er værst, siger Jens Jokumsen.
Lad aldrig hunden være alene nytårsaften. Du ved aldrig, hvordan den reagerer i situationen, og den negative oplevelse kan forstærkes yderligere, hvis hunden er alene hjemme.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version