Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Zoo: Elefanternes Tom Jones besøger damerne

København Zoo satser på, at der snart kommer nye elefantunger i haven. Det skal en erfaren herre og en ung dame sørge for.

25. sep 2015, kl. 14:00 af · ·

Hunelefanten Surin måtte for nylig give fødsel til en dødfødt elefantunge, men København Zoo har ingenlunde opgivet tanken om nye elefantunger.

Således er den 56-årige hanelefant Chieng Mai netop nu på besøg hos hunnerne, og idéen er, at han skal kaste sin kærlighed på den 18-årige hunelefant Kungrao.

- Vi forventer, at Kungrao går i brunst i løbet af de næste 14 dage og Surin formentlig kort derefter. Chieng Mai bliver typisk lukket ind i ugerne op til hunnernes brunst, så vi ikke misser en parring, hvis vi nu har regnet et par dage forkert, siger kurator Flemming Nielsen fra København Zoo til TV 2 Lorry.

Chieng Mai kan - med lidt god vilje - beskrives som København Zoos helt egen Tom Jones. I hvert fald er der tale om en viril ældre herre, der ved, hvordan man håndterer sådan en brunstig hun, forstår man på zoo.

- Chieng Mai er en meget erfaren avlstyr. Han ved præcis, hvornår han skal parre dem, siger Flemming Nielsen.

Chieng Mai er lige nu i musth, som det hedder. Musth er en hormonel tilstand, der gør hanelefanten mere viril. Helt bogstaveligt. Således er Chieng Mais testikler lige nu vokset til halvanden størrelse.

- Det gør ham mere målrettet og modig over for hunnerne. I naturen skal han tiltvinge sig adgang til flokken af hunner, og der skader det ikke med en mere aggressiv og viril tilgang, siger kurator Flemming Nielsen.

En aldersforskel på 38 år kunne måske skabe parringsproblemer i verdenen udenfor zoo, men det burde ikke være en forhindring for Chieng Mai og Kungrao. Som 18-årig har Kungrao været kønsmoden i cirka 10 år, oplyser København Zoo.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version