Ejendomsmæglere efter skyderier: Vi sælger faktisk mere
På trods af flere måneders bandekonflikt på Nørrebro, er interessen for at bo i bydelen kun stigende, siger lokale ejendomsmæglere.
26 skyderier med tre tilfældige ofre på Nørrebro skræmmer ikke tilflyttere væk fra bydelen. Hos de lokale ejendomsmæglere oplever man tværtimod kun stigende interesse og voksende tal på bundlinjen.
- Der er enorm efterspørgsel på vores lejligheder på Nørrebro, om det så er en 1-værelses eller fem-værelses. På salgssiden har den seneste måned været bedre i år, sammenlignet med sidste år, siger Thomas Munch, medindehaver af Nybolig Nørrebro.
Hos Homes lokalafdeling, der ligeledes sælger boliger overalt på Nørrebro, har man udover salgstal også sammenlignet antallet af fremvisninger i sommerperioden i år mod sidste år.
- Vi har 60 procent flere fremvisninger i juli måned i år og foreløbigt for august måned er tallet 46 procent, siger Mogens Brask, indehaver af Home Nørrebro.
Vi tænker ikke på skyderier
Nogle af dem der lige har købt bolig på Nørrebro er parret Simon Knudsen og Mille Egholm. De er lige flyttet fra Aarhus til en stuelejlighed i Ægirsgade, en af sidegaderne til Mimersgade. Med den nye adresse bor parret nu side om side med et af de områder, der har været hårdest ramt af bandekonflikten.
- Selvfølgelig har vi skænket det en tanke og vi er opmærksomme på det, men det er ikke noget vi vil ligge søvnløse over – overhovedet, Siger Simon Knudsen.
Senest d. 13 august sent om aftenen, rykkede politiet ud til en skudepisode på Heimdalsgade. Selvom episoden skete få hundrede meter fra parrets nye lejlighed og for mindre end et døgn siden, kan det heller ikke ryste de nye tilflyttere.
- Vi satser på at det snart går over. Men det er ikke noget vi tænker så meget over.
Priser steget med over 18 procent
Ser man på mæglernes udbudspriser, bærer de lige nu heller ikke præg af sommerens voldsomme konflikt. Hos Nybolig på Nørrebro er den gennemsnitlige udbudspris pr. kvadratmeter steget med lige over 18 procent siden årsskiftet, fra 36500 kr. til 43215 kr.
Det er endnu ikke til at se på tallene, men køberne er ikke helt blinde for opgørene på gadeplan.
- Vi har lige solgt noget på Dagmarsgade, hvor de faktisk spurgte ind til det. Det gør de faktisk generelt på hele Nørrebro. De spørger til om der har været uroligheder lige her. Men mange har også kigget på bolig i andre områder og kender dermed godt til forholdene i forvejen, siger Thomas Munch fra Nybolig Nørrebro.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version