Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Tivoli udvider åbningstiden med en ny vintersæson

Med "Vinter i Tivoli" får Tivoli nu en ekstra sæson, så der også er åbent for gæster i det meste af februar.

22. jun 2017, kl. 06:42 af · ·

Skøjtebane foran Nimb, musical i Koncertsalen og adgang til udvalgte forlystelser. Fra 2018 kommer Tivoli i København til at holde åbent for gæster fra d. 2. februar til d. 25. februar. Dermed får forlystelsesparken en helt ny sæson. 

Indtil nu har Tivoli været åbent for gæster om sommeren, til halloween og til jul.

- Vi har gennem flere år arbejdet på at udvide Tivolis nuværende tre sæsoner med en ekstra fjerde sæson. Med en udvidelse af Tivolis åbningstid til vinter kan vi nu give danskerne og turisterne endnu en anledning til at besøge København, ovenikøbet i en periode, hvor der ikke er så megen aktivitet i byen, siger Tivolis direktør, Lars Liebst, i en pressemeddelelse om sæsonudvidelsen og fortsætter:

- Med udvidelsen cementerer vi strategien om at gå fra sæson til helårsvirksomhed.

 

Strategi om at blive helårsvirksomhed

Tivoli åbnede i 1843 og runder i år de 175. Med en ekstra sæson er strategien om at blive en helårsvirksomhed kommet et skridt nærmere.

Jan Olsen, der er direktør i Visit Denmark, siger, at hvis turismen i Danmark skal fortsætte de senere års positive udvikling, skal der i endnu højere grad fokusere på markedsføring, produktudvikling og salg i perioderne uden for højsæsonen.

- Det kræver, at vi for eksempel i København kan levere spændende visionære tilbud i disse perioder. Jeg er ikke i tvivl om, at resten af byens erhvervsliv, hoteller, detailhandel og restauranter, vil glæde sig over dette tiltag, der vil gavne branchen bredt, siger han i en pressemeddelelse.

Vinter i Tivoli bliver en fast sæson i forlystelseshaven.

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version