Madsens støttegruppe trækker sig: ”Det er uendelig trist”
"Drømmen er brast", skriver formanden for støtteforeningen, hvis fremtid nu er usikker.
Nu har Peter Madsens støttegruppe "Raket Madsens Støttegruppe" valgt at opløse gruppen efter sagen om drabet på Kim Wall.
Sent tirsdag aften lagde de en meddelelse ud på foreningens hjemmeside.
Her står der, at man vil indkalde til ekstraordinær generalforsamling i slutningen af september med det formål at opløse foreningen.
- Drømmen er brast for os alle. Projektet blegner i sammenligning med et meningsløst tab af menneskeliv. Der er ikke længere gejst til at fortsætte. Tilliden er brudt, står der.
Tirsdag trak gruppens frontfigur og formand Frederik Just sig.
Det sker efter at opfinderen Peter Madsen, også kendt som Raket Madsen, de seneste par uger har været i søgelyset i forbindelse med sagen om den forsvundne svenske journalist Kim Wall, som han er sigtet for uagtsomt manddrab på.
Det er, mener anklagemyndigheden, sket under Kim Walls besøg på ubåden Nautilus. Mandag kom det frem, at Kim Wall var død ved et uheld ombord på ubåden, og at han havde begravet hende til søs.
- Jeg ser ingen mulighed for at fortsætte
Det får altså nu Frederik Just til at give op.
- Drømmen er brast. Med de seneste oplysninger frigivet i dag fra Københavns Politi og den udlægning står ved magt, ser jeg desværre ingen mulighed for at kunne fortsætte som en del af "RaketMadsens Støttegruppe". Og dermed heller ikke som formand, skriver han og fortsætter:
- Det er en uendelig trist baggrund. Jeg ved ikke, om foreningen fortsætter. Hvis den ikke gør, håber jeg vi kan være med til i afslutningsperioden at deltage eller facilitere deltagelsen i eftersøgningen af Kim Wall. Vores tanker går til hendes familie, og vi håber at hun bliver fundet, så familien kan tage afsked med hende, skriver Frederik Just, der underskriver sig som ”knust”.
Dna-svar kommer onsdag
Københavns Politi fandt tirsdag liget af en kvinde uden arme, ben og hoved i vandet ud for Amager – men det er endnu uvist om der er tale om den forsvundne svenske journalist Kim Wall.
Senere onsdag vil politiet kunne afgøre via dna, om der er tale om Kim Wall.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version