Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Ikke plads til alle: Her skal børn passes på skift - og her vil kirker og kendt museum hjælpe

I København, Ballerup, Helsingør og Gladsaxe er der problemer med at skaffe pasningsmuligheder til alle børn i forbindelse med genåbningen af dagtilbud. 

19. apr 2020, kl. 07:05 af · ·

Forældre har i denne uge stået pænt i kø og ventet på, at det blev deres tur til at aflevere børn til pædagoger bevæbnet med gummihandsker og håndsprit.

Og selvom en ny rundspørge fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at det indtil videre kun er halvdelen af landets forældre, der i lyset af coronakrisen har haft behov for få passet børn, er der allerede kommuner, som ikke kan tilbyde en plads i institutionen. 

I TV 2 Lorrys sendeområde er det Københavns Kommune og Ballerup Kommune, der på den måde er udfordret af Sundhedsstyrelsens retningslinjer om plads, afstand og antallet af pædagoger per barn.

Det oplyser KL til TV 2 Lorry.

Reglerne bliver fulgt nøje, siger Ballerups borgmester Jesper Würtzen (A). Og det giver problemer. 

- Det er rigtig ærgerligt og utilfredsstillende. Det bliver fra statsligt hold meldt, at alle kan få passet deres børn, men man kan næsten regne ud, at det ikke kan lade sig gøre, når der med de her mindre gruppestørrelser og så videre kun kan være det halve af, hvad der plejer, siger Jesper Würtzen til TV 2 Lorry. 

Derfor skal børnene passes i en rotationsordning. Forældrene får dermed enten hver anden dag, to-tre dage om ugen eller det fulde behov dækket.

Fyldt op

På mandag ventes op mod 27.000 mennesker igen at vende tilbage på arbejde. En ny politisk aftale om udvidelse af genåbningens første fase betyder blandt andet, at flere liberale erhverv som eksempelvis frisørere igen holde åbent. Dermed kan endnu flere forældre få behov for pasning.  

Det kan få alvorlige konsekvenser i Helsingør Kommune og Gladsaxe Kommune, som over for KL har givet udtryk for, at de klarer skærene lige nu, men at de "vil være meget pressede," hvis de skal tilbyde flere pladser til børn. 

Gladsaxe Kommune har på lige fod med Københavns Kommune allerede tilbudt forældre, at de kan melde deres barn ud af institutionen og undgå betaling. Det skal lette presset på dagtilbuddene. 

I Helsingør Kommune volder Sundhedsstyrelsens retningslinjer også borgmester Benedikte Kiær (K) udfordringer. 

- Retningslinjerne kræver mere plads, og vi render jo ikke rundt og spilder kvadratmeter til dagligt, så det siger sig selv, at der ikke er plads nok. Det er meget udfordrende, siger Benedikte Kiær til TV 2 Lorry.

Man er fyldt til bristepunktet, lyder det.

- Hvis vi skal tage imod flere årgange i skolerne og passe flere børn og stadig følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, skal vi tage meget kreative løsninger i brug, siger borgmesteren. 

Rørt over sammenhold

Fredag aften fik Benedikte Kiær dog en opringning, som kan være en kapacitetsmæssig redningskrans i 11. time. 

Folkekirken i Helsingør var klar med et tilbud.

- Hvis de kunne få lov til det (af myndighederne, red.) ville de gerne stille konfirmationsstuer og menighedshuse til rådighed, siger Benedikte Kiær. 

Frivillige foreninger har også tilbudt deres lokaler, ligesom M/S Museet for Søfart henvendt sig til kommunen for at tilbyde sig både som “frirum for sårbare grupper” og undervisningsmulighed for skolelever. 

- Jeg kan sagtens forestillige mig, at man kan få noget brugbar undervisning der, siger Benedikte Kiær, i der i det hele taget er mevet bevæget over lokalområdets fællesskab. 

- Jeg er meget rørt over alt den her fokus på, hvordan vi kan hjælpe hinanden. Det er virkelig stort, siger den konservative borgmester. 

Benedikte Kiær afviser at benytte sig af muligheden for at lade forældre slippe for betaling ved at udmelde børn af dagtilbud. 

- Den gradvise genåbning handler om, at forældre kan komme i arbejde igen. Så virker det lidt bagvendt, at de skal til at trække deres børn ud, siger hun.

I Ballerup Kommune vil borgmester Jesper Würtzen afvente Folketingets drøftelser om mulighederne for eventuelt at kompensere kommuner, der tilbyder at lade forældre slippe for betaling mod at passe børnene hjemme. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version