Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Fredens Havn flyder fortsat: Finanslov forbigik flydende fristad

Trods politisk enighed om at fjerne bådkolonien Fredens Havn blev der på finansloven ikke afsat penge til rydning. Uforståeligt, mener overborgmester.

03. dec 2018, kl. 18:47 af · ·

Fredens Havn flyder fortsat i takt med Erdkehlgravens sagte bølgeskvulp trods tordnende tilkendegivelser fra politikere om en snart forestående rydning af hele bådkolonien.

For politikere en slags enfant terrible. For beboerne en fristad. I finansloven en fodnote.

Selvom kampråb fra magtens epicenter som 'der er ord, men ingen handling' og 'tiden er inde til at tage affære' nyligt har runget i korridorerne på Christiansborg, blev der på regeringens finanslov øremærket 0 kroner til at rydde den flydende forsamling nær Christiania.

Og det falder på ingen måde i god jord hos overborgmesteren i København, Frank Jensen fra Socialdemokratiet.

- Det er uforståeligt, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke har fundet penge til en oprydning af ’Fredens Havn’. I finansloven for næste år nøjes de med at konstatere, at de vil kigge på problemet. Men problemet har jo været kendt i årevis og er kortlagt og beskrevet. Så hvad venter de egentlig på?, udtaler Frank Jensen i en skriftlig meddelelse til TV 2 Lorry.

Udmelding klinger hult

I denne sender overborgmesteren en bredside særligt til gruppeformand for Dansk Folkeparti og formand for retsudvalget Peter Skaarup, der i november indkaldte justitsminister Søren Pape Poulsen i samråd med det formål at skride til handling hurtigst muligt.

- Det klinger meget hult, når Dansk Folkepartis Peter Skaarup for under en måned siden var ude at råbe op om de åbenlyse problemer, vi har i Erdkehlgraven, og så ikke prioriterer én eneste krone til at få løst situationen, siger Frank Jensen.

- Det her viser endnu engang, at Dansk Folkeparti har rigtig mange meninger om København, men ingen reelle ønsker om at forbedre og prioritere vores by.

I finanslovsteksten noterer regeringen og Dansk Folkeparti sig, at "Miljø- og Fødevareministeren har igangsat et arbejde med henblik på at finde en løsning på oprydningsopgaven." 

DF lodder tvivl om prisen for at rydde lejren

Kystdirektoratet er instansen, der vil skulle stå for at fjerne skibene og klyngen af både. Her lyder vurderingen, at prisen for dette vil være 26 millioner kroner.

Netop det anslåede beløb er en af årsagerne til, at Fredens Havn undgik hammerslag på finansloven.

- Vi kunne sagtens have afsat pengene på finansloven, hvis det var det. Vi syntes bare, at det var mange penge at tage fra for eksempel ældre og pensionister, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Men vi tror ikke på, at det koster 26 millioner kroner at rydde Fredens Havn. Derfor synes vi ikke, det vil være rimeligt i en finanslov at tage 26 millioner ud af det blå og lægge over til denne indsats.

Skubbes videre til miljøministeren

I stedet er opgaven nu sendt videre til miljø- og fødevareminister Jakob-Ellemann-Jensen, hvis ministerium nu skal kortlægge oprydningsopgaven samt prisen på denne.

- Det er vores klare opfattelse, at beløbet er væsentligt lavere end de 26 millioner, og det er det, vi nu skal se på i Miljøministeriet, siger Peter Skaarup.

Gruppeformanden for Dansk Folkeparti tilføjer, at det er hans forventning, at der kommer en løsning "så hurtigt, som det kan lade sig gøre".

- Vi vil følge op, lige så snart der er gået noget tid, hvis ikke der sker noget. Men vi forventer på baggrund af de meldinger vi har fået, at der vil ske noget snarest. Det er vores klare opfattelse, at rydningen af Fredens Havn er noget, der vil blive skaffet penge til, lyder det fra gruppeformanden.

Men ifølge overborgmester Frank Jensen er snarest ikke tidligt nok.

- Det er dybt beklageligt, at regeringen og DF ikke er deres ansvar voksent i den her sag. Situationen i Erdkhelgraven er uholdbar, og grænsen for, hvad der miljømæssigt og socialt forsvarligt, er for længst overskredet, siger han.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version