Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Ansjoserne invaderer Øresund

Usædvanligt store stimer af ansjoser er blevet spottet i især den nordlige del af Øresund og i mængder, som ikke er set i mange årtier.

21. sep 2016, kl. 13:12 af · ·

Engraulis encrasicolus - eller på dansk: En ansjos.

Den lille sildefisk med den blågrønne ryg og de sølvskinnende sider ses i usædvanligt store mængder i Øresund i øjeblikket.

 - Meget kort fortalt så har forholdene for ansjosynglen i år tilsyneladende været fantastisk gode, siger havbiolog Jens P. Jeppesen fra Øresundsakvariet i Helsingør. 

Ansjoserne har været på en lang fødevandring formentlig fra Middelhavsområdet eller den sydlige Nordsø og er blevet ført hertil med strømmen og udsigten til gode fødeforhold. ​

 - Vi har i næsten alle foregående år i Øresund haft sporadiske små fangster af ansjos men aldrig før set dem i så massive antal som i år, siger han.

Ansjosen har taget en ven med

Ansjosen er ikke alene, med og omkring de kæmpe stimer af ansjos er også kolossale stimer af brisling, som sammen med ansjoserne lover gode betingelser for Øresunds rovfisk i den nærmeste fremtid. 

Om det muligvis er effekten af de stigende havtemperaturer eller store mængder af dyreplankton, som befinder sig i de indre danske farvande, kan havbiologen kun gisne om, men det har store fordele for Øresunds dyreliv, når så store koncentrationer af ansjoser og store mængder af brislinger er til stede i øjeblikket.

 - Alle rovdyrene i Øresund – alt lige fra havfugle, til torsk og pighvarre spiser ansjos og brisling med stort velbehag, og typisk lokkes endnu flere rovdyr til sådanne områder, hvor disse store forekomster af pludseligt opståede byttefisk er, fortæller Jens P. Jeppesen.     

Det bliver en god fiskesæson

På baggrund af de mange ansjoser og brislinger forventer havbiologen, at fiskesæsonen i efteråret bliver særdeles god for de mange lystfiskere.

På Øresundsakvariet fanger man ansjoserne i hobetal lige nu og forsøger at holde dem i live. Formålet er, at kunne vise dem frem i et helt nyt ottekantet akvarium, som man håber at få i gang inden efterårsferien. 

 -  Alle dyrepassere og havbiologer håber meget på, at det vil kunne lade sig gøre at holde den lille smukke fisk i fangenskab, og hvis det lykkes vil det højst sandsynligt være første gang i Danmark, siger havbiolog Jens P. Jeppesen. 

 

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version