Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Region H vil sætte ind i børneårene for at forebygge psykiske lidelser

En ny undersøgelse peger på, at risikoen for at udvikle mentale helbredsproblemer kan identificeres tidligere end før antaget. Nu vil region styrke tidlig indsats.

05. jan 2020, kl. 14:19 af · ·

Region Hovedstaden vil fremover styrke indsatsen og øge opmærksomheden på potentielt sårbare børn allerede i spædbarnsalderen.

Det sker, efter regionen har fået udarbejdet en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, som viser, at sundhedsplejerskerne allerede hos spædbørn kan opspore risiko for udvikling af mentale helbredsproblemer inden otteårsalderen.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Og bevæbnet med denne rapport agter regionen nu at styrke indsatsen for at forebygge mentale helbredsproblemer hos børn.

- Det er tydeligt, at vi skal sætte ind tidligt for at hjælpe de børn, som vi kan se, er sårbare tidligt i livet, siger Sophie Hæstorp Andersen (S) regionsrådsformand i Region Hovedstaden og formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner.

- Alt for mange børn og unge døjer med mistrivsel, og vi skal gøre mere for at forebygge, at børn og unge ender i behandlingsforløb i psykiatrien, siger hun.

Sundhedsplejersken spiller central rolle

Ifølge Region Hovedstaden påviser undersøgelsen blandt andet en sammenhæng mellem psykiatriske diagnoser inden otteårsalderen, og at en sundhedsplejerske i barnets første leveår har registreret såkaldte "bemærkninger" til barnets kommunikation og sprog. 

- Undersøgelsen giver os en ny viden om, hvilke sammenhænge vi som sundhedsplejersker skal være opmærksomme på, og hvor vigtigt det er, at vi sætter ind tidligt, så vi kan forebygge mistrivsel og psykisk sygdom, siger Pia Rønnenkamp, fagchef for sundhedsplejen i Brøndby Kommune og formand for Databasen Børns Sundhed, som er den database, undersøgelsen bygger på.

Konklusionen er, at sundhedsplejerskerne har en central rolle og et endnu større forebyggelsespotentiale, når det gælder tidlig opsporing og målrettede indsatser for de mest sårbare.

Skal veksles til øget samarbejde

Nu vil regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen sikre, at den nye viden fra undersøgelsen når du til 

Den nye viden fra undersøgelsen vil Sophie Hæstorp Andersen nu sikre kommer ud til sundhedsplejerskerne i alle regionens kommuner.

- Vi har et unikt system i Danmark, hvor sundhedsplejerskerne kommer ud i alle hjem, og denne undersøgelse giver vigtigt input, som med fordel kan udnyttes fremadrettet, siger hun og fortsætter:

- Rapporten lægger op til et yderligere samarbejde mellem regionerne og kommunerne, hvor viden fra den regionale psykiatri kan bidrage til de kommunale sundhedsplejerskers indsats og hjælp til sårbare spædbørn og deres forældre.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version