Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Mindehøjtidelighed: 300 sørger over skuddræbt 16-årig

Dagen efter et koldblodigt drab på en 16-årig samles venner og bekendte for at sige farvel.

17. okt 2017, kl. 18:21 af · ·

Tirsdag eftermiddag strømmer hundredvis af områdets beboere til stedet, hvor en 16-årig teenager blev dræbt mandag aften. Mange lægger blomster på det grønne område, hvor forbrydelsen skete.

De trykker hånd, holder om hinanden og græder.

- Jeg tør ikke tænke på, hvordan hans mor har det, siger en teenagedreng til Ritzau, inden han stiller sig tavs ved de mange blomster og kort.

Der var over 300 mennesker samlet foran opgangen, fortæller TV 2 Lorry's reporter på stedet. Rigtig mange af de fremmødte var unge mennesker ligesom den dræbte selv. 

Her tog venner, bekendte og familie afsked med den dræbte. 

Ikke et tilfældigt offer

Den 16-årige kom hjem fra fodbold med nogle venner omkring klokken 21.00 mandag aften. Her blev han råbt an af en gruppe drenge, fortæller vidner. Drengen blev kort efter ramt af mindst seks skud.

Skuddene ramte den 16-årige fra forholdsvis tæt hold, og området var godt belyst, så politiet mener, at gerningsmanden eller -mændene var klar over, hvem de skød på. 

De formodede gerningsmænd løb efter skyderiet ud af bebyggelsen og hen over Lersø Park Alle. Omkring Studsgaardsgade ventede en sort bil, som mændene kørte væk i. De var atletiske og måske blot 15-17 år gamle, har vidner fortalt.

I forbindelse med efterforskningen har politiet talt med offerets kammerater, og også billeder fra videokameraer forskellige steder indgår i opklaringsarbejdet.

Betjentene forsøger også ad den vej at klarlægge den 16-åriges færden i løbet af mandagen. Han boede hos sine forældre, der er albanere fra Makedonien.

"Tag gaderne tilbage"

I udkanten af mindehøjtideligheden stod en gruppe mennesker, der ikke kendte den dræbte. De har troligt mødtes efter hver af de mange skyderier i København over sommeren for at "tage gaderne tilbage". 

Terje Bech er manden bag borgergruppen "Tag gaderne tilbage", og han er rystet over mordet på den 16-årige.

- Det er dybt tragisk og virkelig ubehageligt. For dem der bor her og særligt for drengens familie, siger Terje Bech til TV 2 lorry.

- Vi vil markere, at de ikke bare kan gøre disse kvarterer til deres egen skydebane. Beboerne bor her, og vi skal leve og færdes her til dagligt. Det er vores gader, og det vil vi klart markere. Derudover vil vi gerne fortælle beboerne i området, at de ikke er alene, siger han.

En voldsspiral

Nørrebro og Ydre Østerbro har i løbet af sommeren været plaget af skyderier i forbindelse med en bandekonflikt. Politiet afviser dog, at drabet på den 16-årige er relateret til bander. 

Alligevel er Terje Bech bekymret for, hvad der nu skal ske: 

- Jeg kan frygte, at nogen føler trang til at finde ud af, hvem der har gjort det her, og så vil lave en bytter. Vi er nervøse for, at dette kan føre til endnu en eskalering - en opadgående spiral af voldshandlinger fra den ene til den anden side, siger han.

Politiet har tirsdag eftermiddag endnu ikke fundet det våben, der blev brugt.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version