Strid om lydoptagelser udsætter sag om drab på Louise Borglit
Retten i Glostrup venter med at afgøre sag om drab på gravid kvinde, da strid om beviser skal i Højesteret.
Retten i Glostrup udsætter de sidste retsmøder i sagen om drabet på Louise Borglit.
Det skriver retten i en meddelelse på sin hjemmeside.
Årsagen er, at Højesteret først skal vurdere, om optagelser, der er lavet af en infiltrator fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), må bruges som bevis i sagen.
Derfor vurderer de juridiske dommere i sagen, at man bør vente på Højesterets afgørelse, lyder det.
Retten manglede kun tre retsmøder, hvor nævningetinget skulle høre de afsluttende bemærkninger fra anklageren og forsvarsadvokaten, og derefter træffe en afgørelse.
Louise Borglit var gravid, da hun blev dræbt med adskillige knivstik i november 2016 i Elverparken i Herlev.
Længe lignede det, at politiet stod uden en gerningsmand, indtil en mand blev sigtet for drabet i 2022.
Her kom det også frem, at politiet havde indsat en infiltrator fra PET, som gik under navnet "Frank", i fængslet, imens den mistænkte afsonede en anden dom.
Christina Schønsted, som er forsvarer for den tiltalte mand, mener, at optagelserne har karakter af en ulovlig afhøring. Derfor mente hun, at Retten i Glostrup ikke skulle bruge det som bevis.
Retten i Glostrup nåede frem til, at de fleste optagelser kunne bruges, men ikke alle. Den afgørelse kærede både forsvareren og anklageren til Østre Landsret.
I september nåede landsretten frem til, at alle optagelser kunne bruges. Det skete, selv om nogle elementer isoleret set havde karakter af en afhøring.
Den tiltalte, som er 30 år gammel, nægter sig skyldig i det syv år gamle drab.
Retten vil torsdag fastsætte, hvornår de resterende retsmøder i sagen skal finde sted.
/ritzau/