Læren af befrielsen: De magtfulde styrer historien
Frihedskæmperne håbede på et helt nyt samfund efter krigen uden den gamle garde ved roret. Men længslen efter hverdagen vandt.
Først i de sidste dage inden befrielsen for 75 år siden, faldt en overgangsregering på plads i København. Den bestod af lige dele politikere og modstandsfolk, og det var lidt af en bedrift, for gennem krigen havde parterne stået på hver sin side. Politikerne ønskede og praktiserede samarbejde med Tyskland, mens modstandsbevægelsen ønskede og praktiserede krig. Men det blev 50-50, fordi begge grupper havde brug for hinanden i kampen for det bedst mulige eftermæle.
Som forfatter, dr.phil Per Stig Møller formulerer det i samtaleserien Louisiana LIVE på Lorry:
- Samarbejdspolitikken sikrede, at vi kom igennem krigen med livet i behold, og modstandsbevægelsen sikrede, at vi kom igennem med æren i behold.
At politikere og modstandsfolk stod sammen i befrielsesdagene, grundlagde myten om, at vi danskere havde stået sammen gennem hele krigen. Det samme gjorde kongen, Christian X, da han talte til befolkningen på befrielsesdagen d. 5. maj .
- Det gennemgående i talen er, at vi var et folk, der stod sammen hele vejen igennem. Fortællingen og den politikermyte, som kører hele tiden gennem maj og juni, er, at vi lavede modstand fra starten, fortæller Per Stig Møller.
Kampen om historieskrivningen
Han dykker i sin nye bog, 'Sommeren '45 - Fra overmod til mismod' ned i de afgørende måneder mellem befrielsen i maj og det første valg til folketinget seks måneder senere. En tid, der begynder fuld af optimisme.
- Politikernes interesse i at få Frihedsrådet med i befrielsesregeringen er, at så vil befolkningen tro, at politikerne var med i modstandskampen. Når valget så kommer efter 6 måneder, ville frihedskæmperne være slidt ned, fortæller Per Stig Møller.
Det skulle vise sig, at være præcis det, der skete.
Fortællingen fra politikerne lød nu sådan her ifølge Per Stig Møller:
- 'Samarbejdspolitikken havde været med hælene nede, og kun fordi, det var nødvendigt at skabe tid til at modne danskernes sjæle til modstand. Vi holdt dagligstuemøder, vi beredte sindene, og uden os var der ikke kommet aktiv modstand', fortæller Per Stig Møller.
Men det var ikke rigtigt: Politikerne havde fordømt modstandsbevægelsen gennem besættelsen. Så hvorfor accepterede Frihedsrådet at gå i regering med dem?
- For det første kunne der komme borgerkrig ud af det og lynchninger, som man havde set i Frankrig. For det andet var en samlet regering en blåstempling af det, som modstandsbevægelsen havde gjort, fortæller Per Stig Møller.
- Hvis politikerne pralede af, hvad de havde været med til, kunne de ikke kritisere modstandskæmperne for, hvad de havde gjort af ulovligheder. Som Frode Jakobsen (medlem af Frihedsrådet og befrielsesregeringen, red.) sagde: 'Nu vil politikerne tage æren for det, vi gjorde. Det vil sige, at vi gjorde det rigtige.', fortæller Per Stig Møller.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fra helte til mordere på få uger over sommeren
Modstandsbevægelsen træder frem d. 4. maj om aftenen efter kl. 20:30. Der er 43.000 af dem de første par dage, og 50.000 nogle dage senere. Mange havde meldt sig i slutfasen og fik armbind på. Politiet var arresteret, så modstandsbevægelsen, der havde alle våbnene, stod for ro og orden. Stemningen var euforisk, og samhørigheden stor.
- Den 4. og 5. maj er modstandsfolkene helte. De havde gjort, hvad hver eneste dansker ville sige til sig selv: Det ville jeg også gerne have gjort! Man identificerede sig med dem, uden at have været som dem, fortæller Per Stig Møller.
Men som sommeren går, krakelerer fortællingen.
Dele af modstandsbevægelsen synes, at retsopgøret går for langsomt og er for blødsødent.
Fremtrædende politikere kalder stikkerlikvideringerne for gemene mord.
Befolkningen er træt af at rode rundt i krigen og vil egentlig bare have hverdagen tilbage.
Og så er der dem, der synes, at heltene fra befrielsesdagene har mistet jordforbindelsen.
I sommeren '45 er det modstandsfolkene, der har våbnene og bilerne.
- Så kommer der kritik af, at de kører rundt i de biler, der var, med piger og spiritus. Det har selvfølgelig provokeret nogen, at se de knægte, der køre rundt med piger og pistoler og øl, især fordi så få af dem reelt havde været en del af modstandsbevægelsen inden 5. maj, fortæller Per Stig Møller.
På få uger er heltene fra befrielsesdagene pillet ned af piedestalen, og den almindelige dansker finder ro med sin egen, passive rolle i det samarbejdende Danmark under krigen. Historien skrives lige så stille om.
- Da myten om, at vi alle kæmpede imod, begynder at krakelere, og da kritikken begynder at komme af nogle frihedskæmperes optræden, så slipper man som almindelig dansker for at skulle identificere sig med dem, og så er det pludselig meget godt, at man ikke var som dem, fortæller Per Stig Møller.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Længslen efter hverdagen
Op til valget i oktober 1945 flytter fokus sig fra befrielse, samarbejdspolitik og retsopgør til presserende emner som tidens sociale forhold, boligforholdene og den økonomiske ulighed.
Folk er mindre optagede af, hvem der gjorde hvad under krigen. De ser fremad.
Da stemmerne er talt op efter folketingsvalget i oktober, går partiet Venstre - som har ligget mest underdrejet under krigen - frem. De, der ønskede et helt nyt Danmark - altså kommunisterne og Dansk Samling, der var stærkt knyttet til modstandsbevægelsen og det eneste parti, der gik til valg på en kritik af samarbejdspolitikken - ender med kun 22 mandater tilsammen ud af 148.
- Nu ville man altså tilbage til hverdagen og dens problemer som rationering, boligproblemer og de unges problemer. Du får ikke point i politik for, hvad du har gjort, eller for det, der er sket. Vælgerne ser på: Hvad sker der for mig i morgen?, fortæller Per Stig Møller.
Eftertanke i en coronatid
Når historien en dag skal skrives om coronatiden og om hvem, der var helte og det modsatte, om mulige følelser af overgreb, overdreven statsmagt, uretfærdige og ulogiske diktater og det modsatte, er der god grund til at lære af befrielsessommeren og stå ved det, som hver af os gjorde, mente og sagde i stedet for at fabrikere en myte ligesom dengang.
- Det havde nok været bedre og sundere at sige det, som det var, mener Per Stig Møller.
- Der var ingen, der ønskede at overgive Danmark, og politikerne var ikke landsforræddere, så de kunne godt sige: Vi havde forskellige strategier. Modstandsbevægelsen havde en strategi, som vi mente var for dyr for Danmark, mens vi havde denne her om at se tiden an.
- Det er jo rimeligt at lægge frem, at man har forskellige strategier, og så var man sluppet for den falskhed, der ligger i luften, og som fører til, at euforiens overmod skifter til mismod over sommeren ’45, hvor det ender med, at folk bliver dødtrætte af modstandsbevægelsen, fortæller Per Stig Møller.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version