Joachim slået ned under fodboldkamp: Det bør ikke ske
Under en fodboldkamp blev Joachim Bagge slået i hovedet af en modspiller. Han håber, at andre ikke bliver udsat for det samme.
I en fodboldkamp i maj sidste år blev Joachim Bagge slået ned af en modstander. Nu fortæller han sin historie, så andre fodboldspillere ikke ender i samme situation som ham.
- Jeg håber, han finder ud af, at der er konsekvenser ved det, han har lavet. Og at der ikke er andre, der gør det, siger Joachim Bagge til TV 2 Lorry.
Fodboldkampen blev spillet i DBU's motionsrække for otte-mandshold på Københavns Vestegn. Normalt en række for dem, der bare gerne vil spille lidt hyggebold med vennerne.
- Det er jo helt forkert. Man burde jo bare hygge sig. Det er fint nok, at man skændes og råber af hinanden på fodboldbanen. Men vold er lige lidt for meget, siger Joachim Bagge til TV 2 Lorry.
Selvom det nu er et år siden episoden fandt sted, sidder det stadig dybt i ham. Derfor har han ikke spillet en fodboldkamp siden.
- Jeg ved ikke, hvordan jeg reagerer oppe i hovedet. Man kender jo ikke modspilleren. Jeg vil løbe rundt derinde og tænke, hvad han mon kan finde på, siger Joachim Bagge til TV 2 Lorry.
Knust kindben og brud ved øjet
Joachim Bagge har bolden ved hjørneflaget og skærmer den af fra modstanderen. Modstanderen sparker ud efter bolden, men ender med at ramme Joachim Bagges ben. Det får ham til at råbe af både dommeren og modspilleren. Men Joachim Bagges reaktion bliver ikke vel modtaget af modstanderen.
- Han begynder at sige "jeg knepper din mor", og "bare vent til jeg smadrer dig efter kampen," siger Joachim Bagge til TV 2 Lorry.
Spilleren fra modstanderholdet jager derefter Joachim Bagge rundt på banen i de næste ti minutter. Det er dog et frispark begået af en anden modstander, der får Joachim Bagge, der er godt træt af situationen, til selv at reagere. Han fælder modstanderen på vej ned og får et gult kort, der fører til ti minutters udvisning. På vej ud af banen vender den første modstander dog tilbage.
- I det jeg er på vej ud fra banen, hører jeg noget bag mig, og da jeg vender mig om, bliver jeg slået ned, siger Joachim Bagge til TV 2 Lorry.
Modstanderen sender et enkelt knytnæveslag i hovedet på Joachim Bagge, der ikke selv når at opfange, hvad der sker. Joachim Bagge bliver hastet på hospitalet, hvor han må en tur på operationsbordet. Det ene knytnæveslag har givet ham fem brud ved øjet og et knust kindben.
Retssag udsættes igen og igen
Joachim Bagges overfaldsmand blev politianmeldt efter episoden, og DBU hjalp efterfølgende politiet med at finde navnet på gerningsmanden, så et retsligt efterspil kunne sættes igang.
Men selvom det nu er over et år siden episoden fandt sted, er der endnu ikke sket noget. Modstanderen er sigtet for grov vold, men de fire hidtige forsøg på en retssag er blevet aflyst. Nu prøver de endnu engang den 9. oktober.
- Det er så længe siden, og der er ikke sket noget. Vi får bare en besked om, at det er aflyst en dag eller to før. En enkelt gang mødte vi op i retten, og så blev det aflyst der, fordi forsvareren ikke var dukket op, siger Joachim Bagge.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version