Efter års kamp: Grønt lys for Nordsjællandsk nationalpark
Danmarks femte nationalpark, bliver en royal en af slagsen med kongeslotte og masser af andre kulturhistoriske værdier.
Folketinget og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har netop godkendt at skabe Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Det bliver Danmarks femte nationalpark.
Den nordsjællandske nationalpark vil have et areal på 24.595 hektar svarende til 246 kvadratkilometer.
Nationalparken har været mere end ti år undervejs, og der har været masser af bump på vejen.
Modstand fra lodsejere. Og Naturstyrelsen, som vendte tommelfingeren nedad, fordi den mente projektet ikke hang nok sammen.
Men onsdag sluttede mange års kamp. Nationalparken er godkendt.
Oprettelsen af nationalparker skal være med til at udvikle, sikre og bevare enestående dansk natur, landskaber og kulturhistoriske værdier.
Og Nordsjælland får nu i endnu højere grad mulighed profilere sig på sit landskab, sin natur og sin kulturhistorie. En slags royal nationalpark med kongeslotte, parforcejagtlandskaber og Unesco verdensarv.
Nationalparken forventes at være etableret i 2018. Parken vil dække over blandt andet Kronborg, Arresø og Tisvilde Hegn. Dertil kommer en række steder i området, eksempelvis slotte, små bysamfund og sommerhusområder.
På sigt skal der arbejdes for, at nationalparken bliver mere sammenhængende.
Det skal dog ske frivilligt for jordejere, hvilket forligskredsen omkring nationalparker håber, de er indstillede på.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version