Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Stigende problem: Der er sket fordobling i vejarbejdsulykker

Ulykker ved vejarbejder er et stigende problem - særligt i hovedstadsområdet. Vejdirektoratet gentager nu deres kampagne i håb om mere opmærksomhed på problemet.

20. aug 2020, kl. 08:10 af · ·

Biler og lastbiler, der suser forbi ved vejarbejder er hverdag for falckreddere og vejarbejdere på vejene i hovedstadsområdet. 

Men faktum er også desværre også, at ulykker ved vejarbejder er et stigende problem - særligt i hovedstadsområdet. Derfor gentager Vejdirektoratet nu deres kampagne 'Stil skarpt - vejarbejde kræver fokus'. 

- Baggrunden er, at der blandt andet her i hovedstadsområdet, er sket en fordobling af antallet af uheld de sidste fem år ved vejarbejder, siger Charlotte Vithen, områdechef i trafikledelse ved Vejdirektoratet til TV 2 Lorry. 

Tal fra Vejdirektoratet viser, at der i hovedstadsområdet i 2015 var 61 trafikulykker ved vejarbejder, mens tallet i  2019 var helt oppe på 123 trafikulkker ved vejarbejder. En stigning på 103 %. 

Ifølge Vejdirektoratet så skyldes ulykkerne i høj grad uopmærksomhed fra bilisterne. 

- Årsagen til de mange uheld er, at trafikanterne simpelthen er uopmærksomme, når de kører forbi et vejarbejde. Det vil sige, at de ikke lægger mærke til indsvævrede vognbaner, vognbaneskift eller der kan stå noget meget tæt på kørebanen. Og når man ikke er opmærksom, så mister man meget hurtigt herredømmet over bilen, hvis man skal reagere, og så er det de her mange uheld sker, siger Charlotte Vithen. 

Vejdirektoratet håber, at relanceringen af kampagnen kan skærpe bilisternes fokus og få dem til at blive mere opmærksomme, når de suser afsted, for når der handler om adfærd, så er det det at fortælle om problemet igen og igen, der kan gøre en forskel. 

Trafikanterne kan møde 'Stil Skarpt-kampagnen' på strækninger med vejarbejde rundt omkring i landet de næste fire uger. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version