Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Sjældne bier summer på populær, nyudsprunget blomstermark

En kortlægning af bier i den nye byskov på Amager viser, at der findes 31 arter, og at fire af arterne er sjældne i Danmark.

07. jun 2019, kl. 17:50 af · ·

Har man havesaks og bastbånd liggende i skuret, så er det nu, at man kan finde det frem og køre forbi Selinevej på Amager. 

Her er områdets valmuer, kornblomster og morgenfruer nemlig ved at springe ud, og det er ganske gratis at plukke af dem. 

I 2017 blev blomstermarken en bragende succes for både haveentusiaster og instagrammere, der tog selfies til sociale medier. 

Men det er ikke kun københavnerne, der nyder godt af det smukke syn. 

Fire sjældne biarter summer

En kortlægning fra Københavns Teknik- og Miljøforvaltning viser, at også bierne nyder godt af området, der er en del af Amagers nye byskov. 

Hele 31 arter af vilde bier lever på stedet, og særligt positivt er det, at også fire sjældne af slagsen summer over engen.

Det drejer sig om torbier, plettede panserbier, tagrørsmaskebier og ærtehvepsebier.

- Vi ved jo, at der er mange bier i området, fordi de godt kan lide de tørre sydvendte skrænter herude.  Og i det hele taget er mange blomster med til at understøtte alle bestøvende insekter, så området har været med til at gøre naturen lidt bedre lige her, siger Anna Gert Ellerbæk, der er beplantningsudvikler i Københavns Kommune, til TV 2 Lorry. 

Borgmester lover at passe på dyrene

Bierne - både landbrugets og de vilde - har i al almindelighed fået sværere livsbetingelser i Danmark, har TV 2 Lorry tidligere fortalt. 

Den nye rapport peger dog på nogle simple skridt, kommunen kan tage for at understøtte bestandens redemuligheder i byskoven, og forvaltningen er opsat på at skabe gode vilkår for de bevingede pollenspredere, oplyser man i en pressemeddelelse:

- Det er godt, at vi kan træde til, når vi finder truede arter. Derfor fokuserer vi på, at træerne i byskoven er nogle, som kan understøtte bestanden af biarter, så de truede af dem kan få et frirum, udtaler den stedfortrædende teknik- og miljøborgmester, Karina Vestergård Madsen (Enhedslisten).

-  Vi skal aldrig glemme, at København også er hjemsted for dyr, og det skal vi selvfølgelig tage os af, siger hun. 

Tørken gjorde skade på blomstermark

Man vil fra forvaltningens side få skoven til at have en positiv effekt på bierne - blandt andet ved at sørge for mange blomstrende træer.

Herunder frugttræer, tjørn, pil og andre gode nektar- og pollenkilder, oplyser man.  

Selve blomsterengen er ikke etableret for biernes skyld - men for at give jorden næring til den fremtidige skov, der er ved at blive plantet på arealet. 

Lægger man vejen forbi blomsterengen i nær fremtid, skal man forberede sig på en anden naturoplevelse end i 2017, hvor området var et decideret blomsterhav i blå, røde og gule nuancer.

Blomsterne vil i år være mere spredte og dække et mindre areal end tidligere, da tørken sidste år har haft store konsekvenser for naturen, oplyser Københavns Teknik- og Miljøforvaltning. 

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version